Det kunne og burde have stået 5-0 eller mere, men Brasilien nøjedes i sidste ende med at gennembanke et modløst skotsk mandskab med 3-0. 

Med en Vinicius Jr. i absolut hopla, endnu en scoring fra Matheus Cunha, en stensikker Alisson i målet og et emotionelt comeback til en af sportens allerstørste, var det en fantastisk dag at være brasilianer på. 

Omvendt må skotterne sande, at de med det tunge nederlag formentlig har spillet sig selv ud af VM.

Hvis der var nogen tvivl om ham, fejede Vinicius Junior al skepsis af banen. 

Han fungerede som en ren etmandsarmé for Brasilien. 

Selvom han undervejs scorede to absurd nemme mål, var det stadig hans egen fortjeneste, da han konstant var en trussel med sin enorme fart og kyniske afslutninger. 

Den målfarlige angriber kunne reelt have scoret tre eller fire gange i kampen. Præstationen var intet mindre end verdensklasse, og Vinicius er nu oppe på fire scoringer ved dette VM, hvilket sender ham helt ind i det sjove ræs om den gyldne støvle.

Helt anderledes sort så det ud i den skotske defensiv. Jeg kunne sige 'ælle bælle mig fortælle', men skal man udpege en enkelt spiller, der faldt fuldstændig igennem, må det være Scott McKenna.

Hans personlige fejl var måske ikke den eneste grund til, at Skotland tabte, men at forære bolden direkte til Vinicius Jr. efter blot syv minutters spil giver bare holdet ufatteligt svære forudsætninger for at hente en sejr.

Skotland var generelt pivelendige i de bagerste rækker. Havde det ikke været for et mikro-frispark, som dommeren fløjtede efter et VAR-tjek, havde McKennas forsvarsmakker, Jack Hendry, gjort ham kunsten efter blot 15 minutter senere. Det var decideret pinligt at se på.

Det helt store samtaleemne efter kampen var dog en helt særlig indskiftning. Efter tre års fravær er han endelig tilbage: Prinsen, der skulle have været konge – Neymar Jr.

Det udløste kampens absolut største jubelbrøl på det fyldte stadion, da den brasilianske kultfigur blev skiftet ind på grønsværen. 

Han fik godt og vel 20 minutters spilletid, og selvom farten i stængerne naturligt nok ikke er, hvad den har været, var han stadig involveret i utroligt meget offensivt.

Sukkerfoden sidder stadig nøjagtig, som den skal, og noget tyder på, at han rent faktisk kan gå hen og spille en afgørende rolle for Brasilien i resten af turneringen.

Prominente fodboldlegender var mødt op på stribe for at overvære magtdemonstrationen, og VIP-logen talte ikoner som Rivaldo, Roberto Carlos, Ronaldinho, Ronaldo Nazario, Kaká, Pepe og David Beckham.

Det mest bemærkelsesværdige optrin fandt dog sted på sidelinjen. 

Da den brasilianske landstræner, Carlo Ancelotti, var på vej ud til trænerbænken, blev han resolut stoppet af Ronaldinho. 

Klædt i uformelle shorts og tanktop gav den humørfyldte legende den altid velklædte og ulastelige Ancelotti en kæmpe krammer forud for kampen. 

Fodbold er bare noget helt specielt for brasilianerne.

Med aftenens resultat er spændingen i gruppe C udløst, selvom fremtiden i turneringen stadig er usikker for flere af holdene. 

Én ting er dog helt sikker: Haiti er ude af VM.

1. plads: Brasilien (Topper gruppen med en bedre målscore)

2. plads: Marokko (Går videre som toer)

3. plads: Skotland (Slutter på tredjepladsen med en målscore på -2)

For Skotland betyder den negative målscore, at resultaterne i de andre puljer for alvor skal flaske sig i de kommende dage, hvis de skal snuppe en af de otte pladser som de bedste treere, der avancerer fra gruppespillet. 

Håbet lever i teorien, men det ser ekstremt svært ud efter denne brasilianske øretæve.