B.T.s dom: Sensation – verden i chok
VM's største overraskelse – Kap Verde ryster alle.

VM's største overraskelse – Kap Verde ryster alle.

SENSATION! Spanien skuffer fælt og spiller 0-0 mod Kap Verde i VM-åbneren.
Læs B.T.s dom over kampen her:

Jamen, du godeste, Spanien...
De var meldt op som én af storfavoritterne til at nappe VM-titlen, og så sker det her.
Kæmpe fiasko (og en skandale), at de spanske superstjerner ikke formåede at slå VM-debutanterne fra Kap Verde, der dog skal have en masse kredit for en heroisk indsats.
Det ændrer dog ikke på, at hele fodboldverdenen er i chok lige nu. For Spaniens præstation var til tider helt skandaløs at se på. Alt for langsom boldomgang, manglende kvalitet og rystende fejl.
Selv de spanske fans havde fået nok på stadionet i Atlanta. Det vidnede de massive pibekoncerter i hvert fald om.

Pinlige billeder. Simpelthen.
Det kører ikke ligefrem for de amerikanske værter.
Flere gange har der nemlig været adskillige tomme sæder til kampene ved VM. Og til opgøret mellem Spanien og Kap Verde var det da heller ingen undtagelse. Det afslørede tv-billederne.
Priserne til kampene ved slutrunden er for længst stukket af. Og nu bliver FIFA så straffet for det. Problemet er bare, at det jo i sidste ende er de mange, stakkels fodboldfans, der ville have ønsket, de havde råd til en billet, som bliver ramt. Undskyld sproget, men FIFA pisser ganske enkelt på fodboldverdenen.

Et godt råd til de spanske verdensstjerner: Lad være med at læse morgendagens aviser fra hjemlandet. For de bliver nok slagtet. Men det er også fortjent efter den her skrækkelige start på VM. Av, av, av...
Til gengæld skal Kap Verde-spillerne labbe alle overskrifter, de kan opstøve, i sig. Hold nu op, et gigantisk resultat, de netop har leveret.
De bliver hyldet som helte, når de vender hjem.