FC Midtjylland leverede en fight af Guds nåde i styrtregnen over Nottingham og vandt 1-0 ude over Forest i Europa Leagues 1/8-finale.

Indskiftede Cho Gue-sung blev matchvinder 10 minutter før tid. 

Læs B.T.s dom herunder:

Målmands-sheriffen af Nottingham hed i aftes Elias Olafsson. Selv Robin Hoods raske svende ville have flygtet op i trækronerne, hvis de mødte den islandske gigant i Sherwood-skoven. 

Han har været rigtig god i denne sæson – og selvom han ikke er en elegantier med bolden ved fødderne, kunne man sagtens forestille sig, at flere Premier League-klubber til sommer vil kurtisere 26-årige Elias Olafsson, som var han Lady Marian i en natkjole. 

Du skal score på sådan en chance, makker! 

Savnet af den skadede angrebssuperstjerne Franculino har været spiseligt for midtjyderne, for Junior Brumado er trådt i karakter. MEN i aftes sad man og sukkede over manglen på en skarp angriber. 

Brumado havde allerede efter tre minutters spil en enorm chance. Men på finurlig vis lykkedes det ham at misbruge tilbuddet. Flået ud 10 minutter inde i anden halvleg.

Elias Olafsson – 6
Ousmane Diao – 4
Martin Erlic – 3
Mads Bech Sørensen – 5
Kevin Mbabu (ud 59) – 3
Denil Castillo (ud 45) – 3
Philip Billing – 4
Pedro Bravo – 3
Victor Bak – 4
Junior Brumado (ud 57) – 2
Aral Simsir (ud 57) – 3
Indskiftninger
Valdemar Byskov (ind 45) – 5
Mikael Uhre (ind 57) – 3
Cho Gue-sung (ind 57) – 3
Han-Beom Lee (ind 59) – 3

Bodø hvem? Efter at have kigget med stor misundelse op på det norske fodboldeventyr havde vi brug for, at vores tilbageværende danske Europa-hold markerede sig. 

Og det gjorde de! Med en dejlig ufortjent 1-0-sejr tog de for anden gang i denne sæson hjem fra Nottingham med en sejr.

Okay okay – det var ikke særligt kønt eller overbevisende. 

Det midtjyske hold som fysisk har kunnet true sig ud af alle problemer i Europa i denne sæson, var ikke til at få øje på i aftes. Og når de havde bolden ved fødderne, opførte midtjyderne sig i perioder som om, deres snørebånd var bundet sammen.

Men hvad gør det, når man har en islandsk supermålmand – og en sydkoreansk kanin i hatten?

Vi fik vores Bodø-aften. Bevares, måske en Temu-udgave – men vi tager det hele med.

Fem minutter inde i anden halvleg væltede et tropisk uvejr pludselig ned over det gamle stadion i Nottingham. 

Tilskuerne måtte flygte i sikkerhed under tribunerne – og det var lige før, at spillerne måtte iføre sig redningsvest og dykkerbriller for at sikre sig mod de mange dybe vandpytter, der pludselig dannede sig på grønsværen, hvis dræn slet ikke kunne følge med de mange liter vand.

Styrtregn over City Ground. Det var som at se Tipslørdag fra dengang, at far var dreng!

Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix

Ja, nu er der en uge til, at de to stridshaner mødes i Herning. Og der er håb for, at midtjyderne kan blive bedre hjemme i tekstilhovedstaden.

FCM har i mellemtiden en hjemmekamp mod FCN, hvor midtjyderne nok godt kan lade et par af profilerne få en fridag. Den luksus har Forest ikke. De kæmper en dødskamp i bunden af Premier League, og søndagens hjemmekamp mod Fulham er tusind vigtig. 

B.T. Fodbold

Har Schmeichel spillet sin sidste landskamp? Hvor pinlig er danskernedturen i Wolfsburg? Hvilken rolle spiller det indre kaos i FCK i den sportslige fiasko? Og hvor stort er potentialet hos Mike Tullberg?  De spørgsmål og mange flere besvaret i ugens udgave af B.T. Fodbold. Denne podcast er sponsoreret af Hello Fresh. Gå ind på HelloFresh.dk, spar op til 959 kr. og få gratis snacks med hver bestilling i 3 måneder! Vært: Lasse Vøge, B.T.s sportsredaktør Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd, B.T.s fodboldeksperter Producer: Emilie Maja Jeppesen og Frederik Riis-Jacobsen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.