B.T.s dom: Pinligt - bryder fuldstændig sammen
FCK kollapsede helt og aldeles i Viborg.

FCK kollapsede helt og aldeles i Viborg.

Hvad foregår der dog?
Efter tre sejre i tre mulige Superliga-kampe blev FC Købehavn skilt ad i småstumper og tabte 4-0 til Viborg. Læs B.T.s dom her:

Den ene hjerneblødning afløste den anden, da FCK blev pulveriseret i Viborg.
Sådan et kollaps ser man sjældent - især ikke så tidligt i opgøret.
Bo Svenssons mandskab havde trods rimelig træg transferaktivitet leveret varen i starten af sæsonen, men nu blev holdet udstillet.
Det kalder på handling - der skal forstærkninger til prompte.


Det stod 3-0 efter 16 minutter, og målene var nærmest uforklarligt komiske.
Særligt det første selvmål, hvor den målfarlige back Birger Meling skød med skarpt mod egen kasse, var til at skrige over, hvis man kom fra hovedstaden.
Vikar-keeperen Alex Runarsson headede en bold væk uden for feltet, og så sendte nordmanden med fire sæsonscoringer den mod eget bur. Og scorede selvmål.
Der manglede blot Benny Hill-musik for at fulde farcen.


FCK skal rejse sig, og det er i en fart.
De fik 0-0 ude mod finske Inter Turku i Conference League-kvalifikationen, men hvis de laver brølere som dem mod Viborg, så er det ud på røv og albuer.
Kampen på torsdag er livsvigtig for holdet, der skuffede så fælt i sidste sæson, og et 4-0-nederlag må være den værst tænkelig generalprøve.