FC København er skræmmende dårlige i Superligaen - særligt i Parken.
Med en nedlukket stemningstribune og 0-0 mod Viborg, så kan I selv gætte, hvor elendigt det også stod til denne søndag. Særligt et problem hjemsøger FCK og giver rystelser i hele klubben.
Thomas Jørgensen - fem stjerner
Den tidligere FCKer lignede en, der kunne... spille for FCK.
Blot 20 år og glat som en ål, når han fra sin plads på midtbanen gled gennem geledderne hos sin tidligere klub, der måtte se måbende til.
Han er et lyspunkt for Viborg og en lyseslukker for FCK, men han ender nok med at finde en større adresse end VFF, når han har sikret klubben endnu en sæson i Superligaen.
Jordan Larsson - to stjerner
Den tidligere talisman har scoret en sølle gang siden 8. august, og han ser ud til at have tømt tanken totalt og kun løber rundt på dampene lige nu.
Han skal langt fra have hele skylden for FCKs tandløse angreb, men han er desværre et meget godt symbol på, at selvtilliden er forsvundet som bladene på træerne.
FC KØBENHAVN
Dominik Kotarski 2
Younosuke Suzuki 4
Gabriel Pereira 2
Pantelis Hatzidiakos 2
Birger Meling 2 (Ud 83.)
William Clem 3 (Ud 54.)
Lukas Lerager 2
Jordan Larsson 2 (Ud 65.)
Mohamed Elyounoussi 3
Elias Achouri 3
Viktor Claesson 2 (Ud 83.)
----
Youssoufa Moukoko 2 (Ind 54.)
Robert Silva 2 (Ind 65.)
Mads Emil Madsen UB (Ind 83.)
Viktor Dadason UB (Ind 83.) 
VIBORG FF
Lucas Lund 3
Hjalte Bidstrup 4 (Ud 87.)
Stipe Radic 3
Daniel Anyembe 3
Srdjan Kuzmic 3
Jeppe Grønning 3
Thomas Jørgensen 5 (Ud 87.)
Asker Beck 4 (Ud 70.)
Yonis Njoh 4 (Ud 70.)
Tim Freriks 3
Charly Nouck 4 (Ud 54.)
----
Sami Jalal 3 (Ind 54.)
Jakob Vester 3 (Ind 70.)
Dorian Junior 2 (Ind 70.)
Jean Manuel Mbom UB (Ind 87.)
Frederik Damkjer UB (Ind 87.)
FCK er på skideren - uden papir eller rindende vand i nærheden. De er otte point fra AGF i toppen!
De mangler en frontangriber, som Dennis Knudsen mangler en rig mand med hjertefejl.
Viktor Claesson var foretrukket fra start, og blockbuster-indkøbet Youssoufa Moukoko startede på bænke sammen med det nye unge hit (Zidi)-Dadason.
Fra minut 54 havde de forsvarende mestre fem hyper-offensive spillere på banen og lige lidt hjalp det.
FCK har ikke vundet i Parken siden juli, og det er jo ren tortur af hjemmepublikummet efterhånden.
Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen må stampe i gulvet for at åbne vinterens transfervindue og rette sin fejl ved at købe en ÆGTE frontangriber.
Det er og bliver det værste syn i dansk fodbold:
Tomme tribuner.
FCKs mest energiske fans er desværre også dem med mest trang til pyro, og det sendte dem i skammekrogen i et gråt hjørne af Parken.
De må da selv kunne se, at det er komplet åndssvagt.

FCK har på papiret en stribe kampe, som afgjort skal give sejre.
De møder først Hobro i Pokalen og dernæst bundholdene Fredericia og Vejle i Superligaen. Ind i mellem kommer en tur til London, hvor Thomas Franks tropper venter.
Champions League-opgøret kan de få et fripas i, men resten: Klar sejr eller fiasko.