Christian Eriksen og Jesus har i hvert fald to ting tilfælles.

På mange måder har førstnævnte været Danmarks frelser, og så er de begge vendt tilbage fra de døde.

Eriksen skulle godt nok bruge 287 dage på sin opstandelse i stedet for tre, men lørdag aften skete det, der føltes fuldstændig utænkeligt for bare få måneder siden – han gjorde comeback på det danske landshold.

Læs B.T.s dom fra Christian Eriksens sensationelle comeback i rødt og hvidt her.


Fortællingen om Christian Eriksen bliver bare mere og mere vanvittig for hver dag, der går.

Kong Christian havde ikke engang spillet to landsholdsminutter, inden han scorede igen og viste, at det stadig er ham, der bestemmer.

I en kamp, hvor Danmark havde det (umådeligt!) svært, gik Eriksen ind på sin gamle hjemmebane og tog hurtigt initiativ. Ud over målet fik han sendt en sukkerbold eller to af sted.

Vi kan vist allesammen blive enige om, at H.C. Andersens eventyr er gode. Men det er Christian Eriksens eddermame også! Og derfor skal han have et seks-tal. Akkurat som han fik det i kampen mod Finland for næsten et år siden.

Christian Eriksens indskiftning og efterfølgende mål var måske dagens eneste optur for Danmark, der på mange måder blev pillet fra hinanden af hollænderne.

Men det bliver alligevel en dag, vi aldrig glemmer.

Først indfandt gåsehuden sig, da Christian Eriksen blev skiftet ind. Og så var det frygt. Er det her nu virkeligt? Har han det godt? Kan det gå galt igen?

Men så scorede den 30-årige stjerne måske karrierens hurtigste mål. Og derfra var man bare tryg igen, hver gang Christian Eriksen havde bolden. Som om han aldrig havde været væk.

Wow, Christian Eriksen!
Wow, Christian Eriksen! Foto: MAURICE VAN STEEN
Vis mere

Der skulle godt nok graves dybt for at finde en Eriksen-nedtur.

Den meldte sig så efter 74 minutter, da midtbanespilleren leverede en vending, som ingen andre i det danske kongerige kan gøre det.

Eriksen tørrede sin hollandske modspiller fuldstændigt og hamrede et missil af sted fra distancen, der så ud til at kandidere til årets mål.

Men bolden prellede af på stolpen. Satans også.

Opad.

For efter at have vundet sit livs kamp i Parken mod Finland for et år siden er det kun gået en vej for Eriksen.

Nu er hans sensationelle landsholdscomeback blevet til virkelighed, og han scorede endda en kasse i bedste Eriksen-stil efter blot ét minut på banen.

Der mangler kun et sidste skridt, før Christian Eriksens fodboldkarriere genfinder en normalitet. Han skal have sig en vanvittig velkomst i Parken på tirsdag mod Serbien.