Kan Brentford holde på Christian Eriksen?

Det er spørgsmålet, der efterhånden begynder at gå igen. For den danske stjerne viste endnu en gang sit høje niveau i kampen mod West Ham.

Eriksen var en del af en særdeles velsmurt maskine på Brentfords midtbane i kampen, som Thomas Franks mandskab vandt sikkert med 2-0.

Desværre ikke med en dansk scoring denne gang – ja, vi er jo næsten blevet forvænte efter de kampe, han har leveret på det seneste – men han var stadig uhyre vigtig og markerede sig som den stærke spiller, han er.

Herunder kan du læse B.T.s dom over Christian Eriksens indsats:

Man kunne godt se, at Christian Eriksen har været en tur forbi det italienske og mæsket sig i pasta carbonara.

For i kampen mod West Ham viste han aktioner, der mindede om Inter-tiden, hvor han blev brugt i en meget tilbagetrukket rolle. I Brentford er han noget mere af en hybrid, hvor han har stor frihed på banen.

Han var her, dér og alle vegne og var igen en af Brentfords mest toneangivende spillere i presset.

Med sin ro, sit overblik og stærke aktioner var han en af banens bedste – og endda på en dag, hvor han ikke engang lavede mål eller assist.

Da Christian Eriksen satte sin underskrift med Brentford, lignede danskerklubben en synkende skude. Man havde blot vundet tre af de sidste 14 kampe, og det så ud, som om oprykkerne skulle tage elevatoren ned igen.

Men sandheden er, at Christian Eriksen er en stor del af Brentfords forvandling. Siden stjernens tilgang har man kun brugt fire kampe på at vinde lige så mange som i de foregående 14.

Efter opgøret mod West Ham har man 12 point ned til nedrykningsstregen – med to kampe i hånden – og Brentford fansene kan formentlig takke Christian Eriksen for rigtig meget, hvis London-klubben bliver i Premier League.

Eriksens trylleslag har ændret holdets ansigt.

Der var ikke den helt vilde detalje eller den assist, der afgjorde kampen.

Men hans afleveringer sad lige i skabet. Han havde en aura af ro over sig, og holdkammeraterne virker med god grund helt trygge ved ham.

Sammen med Christian Nørgaard skaber han en god dynamik, og de to er en fornøjelse at se sammen, når de leverer, som de gjorde i dag.

At Christian Eriksen i den grad er tilbage, har han slået fast med syvtommersøm. Og med det niveau, han viser, er der ikke nogen tvivl om, hvor meget han beriger Brentfords hold.

Et kig på Twitter under kampen viser da også, at danskeren er i høj kurs hos Brentfords fans. 'Han har forandret Brentford,' er der blandt andet en, der har skrevet.

Spørgsmålet er, om Eriksen spiller i Brentford efter sommerferien. For med de præstationer, han lige nu lægger for dagen, må der sidde større klubber og tage mange noter.

Samtidig må Thomas Frank og Brentford sidde og gruble voldsomt over, hvordan de skal holde på danskeren.