Lyt til artiklen

Der var store forventninger til Christian Eriksen søndag eftermiddag.

I hjemmekampen mod Aston Villa måtte Manchester United undvære deres offensive styrmand i Bruno Fernandes, og det gjorde, at Eriksen ville få en mere fri rolle på midtbanen til opgøret.

En frygtelig start, hvor Aston Villa var foran 2-0 efter blot ti minutters spil, ødelagde kampen for Eriksen og co., der spillede panisk, dårligt og fuldstændig idéløst i et opgør, som fuldt fortjent blev vundet med 3-1 af Aston Villa.

Herunder kan du læse B.T.s dom over Christian Eriksens indsats:

I første halvleg famlede Christian Eriksen rundt i ingenmandsland.

Skulle han primært være manden på den offensive midtbane, der skulle servere lækkerier til Ronaldo, eller skulle han være den pasningssikre centrale midtbanemand, som er den rolle, han har blomstret i indtil nu?

Det var i hvert fald ikke nemt at se, hvad danskeren rendte rundt og lavede i en halvleg, hvor United blev kørt rundt af hjemmeholdet.

Meget bedre blev det ikke efter pausen, hvor Eriksen lavede flere fejlafleveringer end gyldne pasninger, der satte United-offensiven i scene.

Det er svært at undgå at snakke om den ringe mentalitet, som De Røde Djævle går på banen med nogle gange i denne sæson.

Efter ydmygelserne mod Brighton og Brentford lignede det unægteligt, at Eriksen og United var kommet på rette kurs, men kampen mod Aston Villa virkede som et flashback tilbage til de to rædselsfulde kampe i starten af sæsonen.

Det var helt usædvanligt og noget, som man næsten aldrig ser Eriksen gøre.

I opgøret mod Aston Villa skete det dog. Den ellers så pasningsstærke danske landsholdsstjerne sparkede hovedløst bolden op i blinde til United-offensiven. Også flere simple afleveringer fra Eriksen endte i skoen på en Aston Villa-spiller. Det var rystende ringe til tider.

Det er et skridt frem og to tilbage for Manchester United i øjeblikket. Desværre for Christian Eriksen afhænger hans præstationer også meget i øjeblikket af, hvordan United-holdet stiller op på dagen.

Der var ikke mange gode offensive løb fra United-offensiven, som Eriksen havde at fodre med sine normalt knivskarpe pasninger. Ronaldo på toppen var decideret skandaløs, og fraværet af Bruno Fernandes var til at mærke. Eriksen skal glæde sig til, at hans legekammerat Fernandes er tilbage på næste søndag mod Fulham efter endt karantæne.