De klarede den sgu næsten, men efter 70 minutter døde den danske kupplan.

Mathias 'Zanka' Jørgensen var med for første gang i seks Premier League-kampe, og Brentfords danskerklan var tæt på at stjæle et point mod mægtige Manchester City, der dog vandt 1-0 på mål af Erling Haaland.

Danskerne kan være stolte!

Christian Nørgaard var hele holdets panser, Mathias 'Zanka' og Mads Roerslev holdt sammen på fembackkæden bagved, mens Thomas Frank havde en plan i Egon Olsen-klassen.

Brentford-banden var tæt på at slippe afsted med et pænt udbytte - og det havde været lidt fortjent mod den uskarpe overmagt. 

Trods et udgangspunkt helt nede i eget felt, så formåede Brentford faktisk at være farlige ved flere lejligheder, når kontramulighederne bød sig, men ironisk nok var det Haaland, der udnyttede en omstilling mod sin landsmand Kristoffer Ajer til at score kampens eneste mål.

Forbandede nordmand - forbandet god!

Det var surt for Brentford, men tegningen var der til det helt store kup, som de har lavet i to af de tre foregårende møder mod giganterne.

Nørgaard gjorde sit til at holde City stangen.
Nørgaard gjorde sit til at holde City stangen. Foto: Rui Vieira/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

27 procent af spillerne i startopstillingerne var fra Danmark eller Norge - tre fra hver nation.

Norge har i årevis været på den anden ende over Erling Haaland, der nu har scoret mod samtlig Premier League-hold, han har mødt, men nu går de Bobb-amok over 20-årige Oscar Bobb, der er ved at spille sig helt ind i Pep Guardiolas hjerte. 

Han ser også vild nok ud!

Men altså, er det ikke lidt mere charmerende med de undertippede Thomas Frank-tropper, der med et af Premier Leagues mindste budgetter byder giganterne op til dans?

London-klubben har en kniv med til pistolduel, og det endte galt denne gang.

'Zanka' var tilbage efter fem kampe på bænken.
'Zanka' var tilbage efter fem kampe på bænken. Foto: Molly Darlington/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Så kom Haaland i græsset. 

Roerslev fik den utaknemmelige opgave at være City-strikerens overfrakke på dødbolde, og han sad tæt som en italiensk læderjakke købt for mange kilo siden. Eller måske et par langrendsbukser, hvis man læser med fra Norge.

Danskeren med det syrede karriereforløb, hvor både FCK og Vendsyssel fandt ham for let, formåede faktisk at få den norske Adonis væltet, uden at der blev gjort antræk til at dømme straffespark. 

Klasse!

Brentford møder snart skrantende West Ham, mens City kaster sig ind i et benhårdt program.

Liga-kamp mod Bournemouth, FA Cup mod Luton og så en dyst mod formstærke Manchester United venter før returkampen i Champions League mod FC København. 

De er velkomne til at blive trætte før mødet med de danske mestre, men det skal også til, hvis der skal skabes nogen som helst for for spænding efter den engelske 3-1-sejr i Parken.