Puuuhaaa, Christian Eriksen!

Inter dummede sig grumt, da Milano-holdet smed en 1-0-føring hjemme mod et bovlamt Bologna-hold, der endda var en mand i undertal i det meste af anden halvleg. Inter endte med en fiasko af et 1-2-nederlag.

En sort søndag for Christian Eriksen, der startede inde - men leverede en fuldstændig anonym præstation, hvor han slet ikke satte sig selv i spil som den kreative drivkraft, som alle ved, han kan være.

Danskeren blev flået ud efter 74 uproduktive minutter.

Karakter: 2

Christian Eriksen havde beholdt sin plads i Contes start-11'er – men det er langt fra givet, at danskeren også er blandt de foretrukne næste gang. For det var en decideret ligegyldig præstation fra Danmarks største fodboldstjerne. Christian Eriksen blev markeret  millimetertæt – nærmest mandsopdækket – af Bologna-terrieren Jerdy Schouten. Sådan er det. Bekymrende er det dog, at danskeren fortsat ingen rolle på Inter-holdet har. I modsætning til tiden i Tottenham, hvor han konstant sugede bolden til sig, spiller Inter-spillerne nærmest konsekvent uden om Eriksen. Og så bliver han bare en ligegyldig brik på holdet.

Når man er så fremragende en offensiv-spiller, som Christian Eriksen beviseligt er, så er det en falliterklæring, at han i 75 minutter ikke er i nærheden af en vellykket offensiv aktion. Han virker drænet for selvtillid – og måske begynder tvivlen at presse sig på. Var skiftet til Inter og koleriske Antonio Conte den rigtige løsning for den rolige fynbo?

Vi skal virkelig finde luppen frem her. Lad os hive Eriksens hjørnespark frem som kampens danske optur. I Tottenham blev ni ud af 10 Eriksen-hjørnespark headet væk ved forreste stolpe. I søndagens kamp fik han da sendt en håndfuld giftige dødbolde ind i Bologna-feltet - dog uden at holdkammeraterne fik gjort noget ved dem.

Det bliver desværre en klar pil nedad for Eriksen. Det er tydeligt, at holdkammeraterne endnu ikke har tillid nok til at gøre ham til det offensive omdrejningspunkt, som han har været i sine tidligere klubber – og er på landsholdet. Der mangler også tillid fra cheftræner Antonio Conte, der igen skiftede Eriksen ud som den første – endda lige efter at Bologna havde udlignet.