En skrækindjagende start satte FC Midtjylland på guldkurs, mens en OB'er gik ligbleg fra banen efter blot 30 minutter.
Læs B.T.s dom over OB-FCM lige her


Det tegnede fælt for Junior Brumado.
Franculino havde voldscoret i efteråret, Cho var på vej tilbage, og Mikael Uhre blev hentet til klubben, men hokus pokus - nu kom han i fokus.
Angriberen hakkede et hattrick ind på en halv time og lignede en voksen blandt børnehavebørn. Helt unfair, men vi spiller ikke med 'synd for' i Superligaen.
OB-spillerne kommer til at have mareridt om FCM-reserven, der splittede det hele ad, før han desværre måtte udgå.


Adam Sørensen blev flået ud af massakren, og vi forstår Alexander Zornigers beslutning til fulde.
Backen satte nærmest ikke en fod rigtigt i de 30 minutter, han fik på banen, og det var fælt at se med, da han traskede ud helt slukøret.
Det kan ikke blive meget mere pinligt at lave sådan en walk of shame, men det havde muligvis været værre at beholde ham på banen.


Wow, det FCM-mandskab er jo latterligt godt!
Holdet ligner en hydra med utallige hoveder, der kan angribe når som helst - og du ved aldrig, hvilket et der hugger til.
Sjældent har en klub, der kun er nummer to i stillingen, været så store favoritter til at snuppe guldet, men de har bare et skræmmende udtryk - når de gider.
I anden halvleg skruede de ned på vågeblus og sejlede søvnigt rundt, men sejren kom aldrig i fare.
AGF gav tidligere på søndagen en uventet gave ved blot at spille uafgjort mod Fredericia, og nu er Ulvene for alvor på guldjagt og ånder aarhusianerne i nakken.

Var der brandøvelse på Odense Stadion?
Pludselig forsvandt det fynske publikum som dug for vinter-solen, men der var heller ikke meget at varme sig ved.
Dem, der blev tilbage, piftede af deres massakrerede mandskab, der flere gange i denne sæson har lidt gigantiske nederlag.
Søndag var det allerede slut efter 45 minutter, men respekt for, at fynboerne fik hanket sig op i anden halvleg, hvor de skulle have reduceret til mere end 1-4.

FCM har blot to point op til AGF på førstepladsen med to runder tilbage af grundspillet.
Snart venter en dyst mod slatne Silkeborg, og så slutter de af med et brag mod Brøndby.
Deres store minus lige nu er, at midterforsvaret er hårdt ramt, eftersom anfører Mads Bech er skadet, og Martin Erlic har karantæne efter et dumt rødt kort.
OBs drøm om at snuppe en plads i top 6 led et gevaldigt knæk - de har FCK og SønderjyskE i de sidste grundspilskampe.
