Endelig gav den 4-0-sang mening!
Resultatet sender Kasper Hjulmands mænd op på andenpladsen i gruppen, og nu venter kvalifikationens vigtigste kamp.
Hvor er det bare vigtigt at have ham med i sådan en kamp!
San Marino er verdens dårligste landshold, men alligevel har Danmark brug for de gode, gamle trylletricks fra Eriksen, der både kunne med hæl og tå.
To oplæg – det ene smukkere end det andet – kunne være blevet til flere, men så skal holdkammeraterne vist til at indstille sigtekornet inden for målrammen.
Eriksen krydrede lige kampen med et freak-mål. Det kan også noget.
Der skulle holdes gang i spillet, og sættes gode angreb i gang, men Mathias Jensen satte flere gange farten ned og valgte de forkerte løsninger.
Hans røntgensyn burde have splittet dette hold fuldstændig ad, men i stedet måtte han overlade alt det kreative til Christian Eriksen.
Hvis han får genvalg i Finland, så er der et eller andet galt.
Vi danskere er sgu ligeglade med, at de andre er elendige – bare der er mål, så er stemningen god.
Efter en række kampe med lurvet stemning så gav Parken faktisk mere, end spillet fortjente i september-sommervarmen.
Mæhle-tilbedning, bølge, 4-0-tilråb i stride strømme og andre gamle travere blev hevet frem – og de virkede egentlig helt okay denne aften. Der kom et strejf af tilskuermagi under indskiftningen af Rasmus Højlund, som danskerne bare har lært at elske på rekordtid.
Hvordan må Ted Danson ikke have haft det til sin første kamp i Parken?
På måltavlen kunne man have ønsket sig langt mere, og de danske spillere kunne da godt have gået efter tenniscifre til ære for Holger Rune, der dukkede op som en tyv om natten.
Det ser vi måske aldrig igen i Parken.
Sølle to succesfulde afleveringer på de første 16 minutter af gæsterne fra San Marino, der med rette er placeret som verdens dårligste hold.
Der skal et hold som Danmark altså ikke gå næsten en hel halvleg uden at score, som det skete i de sidste 45 minutter.
Trods total inkonsekvent spil fra danskerne var de stakkels San Marino-spillere hele kampen på hælene, som spillede de i 15 centimeter stiletter.
I momenter var gæsternes forsvar mere utæt end deres landstræners hårpragt. Beklager.
Det bliver noget helt andet på søndag.
Hvis San Marino var en sorbet i sommervarmen, så er Finland et stykke tørret kød direkte fra dybfryseren.
Vores nordiske konkurrenter har taget spidsen i gruppen efter en 1-0-sejr i Kasakhstan, og der ved vi jo, hvor svært det er at få noget med hjem …
Danmark kan stjæle førstepladsen i Helsinki, og det ville ikke være et sekund for tidligt i denne foræring af en gruppe.