OB sikrede sig det bedste udgangspunkt, inden næste uges afgørende pokalsemifinale hjemme i Odense.

OB kom foran på et fremragende angreb kort før pausen, hvor Issam Jebali lobbede bolden ind i feltet. Her hamrede Emmanuel Sabbi den på stolpen, inden Max Fenger kunne prikke riposten over stregen til 1-0.

Peter Christiansen udlignede lige efter pausen efter et flot løb ind i feltet, og et hug i det lange hjørne fra en spids vinkel. Troels Kløve stod rigtigt placeret til at sparke sejren til Odense ti minutter før tid.

Herunder kan du læse B.T.s dom over kampen:

For første gang i klubbernes tre indbyrdes opgør i foråret står der ikke Emil Berggreen her. OBs onde ånd gik skadet af banen i første halvleg, men hans partner-in-crime Peter Christiansen steppede op og stjal hovedrollen i hjemmeholdets offensiv. Den unge angriber spurtede fra Sabbi og satte Kasper Larsen af, inden han fra en spids vinkel hamrede bolden forbi en nærmest overrasket Hans Christian Bernat i OB-målet. Inden sin scoring havde han flere gange vist sin dribleevner med en fræk tunnel på Jens Jakob Thomasen.

Det så kluntet ud, da han nedlagde Troels Kløve i feltet ti minutter før tid, så bolden havnede hos OBs Bashkim Kadrii, der lagde den tilbage i feltet, hvor Kløve var kommet på benene og sparkede sejren hjem, mens Sanneh stod desorienteret tilbage. Sanneh var allerede i fokus tidligere i kampen for en kontrovers med Mihajlo Ivancevic, der sikrede begge en advarsel.

Sønderjyske (3-4-3)

Nicolai Flø 3
Bubacarr Sanneh 2
Stefan Gartenmann 4
Duplexe Tchamba 3
Rasmus Vinderslev 3
Mads Albæk 3
Nicolaj Thomsen 3 UD: 65)
Marc Dal Hende 4
Emil Frederiksen 3 (Ud: 65)
Emil Berggreen 3 (UD: 25)
Peter Christiansen 5 (UD: 87)
---
Emil Kornvig 3 (IND: 25)
Isak Jensen 3 (IND: 65)
Rilwan Hassan 3 (IND: 65)
Jose Gallegos UB (IND: 87)

OB (4-2-3-1)

Hans Christian Bernat 3
Nicholas Mickelson 3
Kasper Larsen 4
Mihajlo Ivancevic 4
Jørgen Skjelvik 3
Jeppe Tverskov 4 (UD: 79)
Jens Jakob Thomasen 4
Emmanuel Sabbi 3
Issam Jebali 4 (UD: 79)
Sander Svendsen 3 (UD: 72)
Max Fenger 4 (UD: 79)
---
Jakob Breum UB (IND: 72)
Troels Kløve UB (IND: 79)
Mads Frøkjær-Jensen UB (IND: 79)
Bashkim Kadrii UB (IND: 79)

Det var en hårdtkæmpet holdindsats, der sikrede OB første stik i pokalsemifinalen mod Sønderjyske. Derfor var det også meget passende holdets mand Troels Kløve, der sparkede sejrsmålet i nettet foran de mange medrejsende OB-fans. Det var sjældent kønt, når bolden fløj frem og tilbage på grønsværen, men OB med Thomasen og Tverskov i spidsen fightede en tand mere end hjemmeholdet, mens Sabbi for en gangs skyld var i hopla ved det første mål, hvor han med lækkert kombinationsspil med Jebali var artikekten bag.

Hvem var egentlig på hjemmebane? Sikke et fremmøde af OB-fansene, der var mødt talstærkt op for at vise støtten til 'De Stribede'. Udebaneafsnittet var proppet til randen, så hjemmeholdets stemningsskabende fans i modsatte ende blot kunne se til med misundelse. OB-fansene skabte en stemning, så man blev i tvivl om, hvorvidt man egentlig var i Odense eller Haderslev … Provinsdrengene, som der stod på en medbragt tifo, eller i hvert fald klubben, kan dog formentlig se frem til en alvorssnak med disciplinærinstansen for den pyroteknik, der før kampen sørgede for at indhylle det halve stadion i tyk røg, som var Sankthans kommet tidligt i år.

OB har været gennem nogle frustrerende perioder i denne sæson, hvor nedrykning var en reel fare for bare få runder siden. Men Andreas Alms tropper har formået at sætte en stime uden nederlag sammen, så det nu pludseligt kan gå hen og blive en mere end godkendt sæson, hvor syvendepladsen og Europa playoff-kampen stadig er i spil, og hvor drømmen om den første pokalfinale i 15 år lever i høj grad efter onsdagens første semifinale. Hvornår har de sidst været bedre?