Det danske landshold leverede udmærket håndværk, men fandt aldrig magien i lørdagens 0-0'eren hjemme mod Schweiz.

Og derfor var det med blandede følelser, at de mere end 30.000 roligans forlod Parken. Der var spredte buhråb på slutfløjt.

Læs B.T.s dom herunder:

Så fik det danske landshold endelig en ordentlig legekammerat i Parken. Endelig stod man ikke over for en modstander, der var kommet for at fedte en uafgjort ned i sportstasken ved at spille langsomt, defensivt destruktionsbold. Schweiz var ikke kommet for at gemme sig bag paraderne i 90 minutter.

Så vi fik langt om længe set, hvilken tilstand landsholdet reelt er i. Og det var bedre end frygtet - men ikke så godt, som vi havde håbet på. 

Vi fik langt fra en festforestilling - chancemæssigt blev de mere end 30.000 frysende roligans decideret udsultet. Men der var autoritet over det danske hold i store dele af opgøret - både i boldomgang, teknisk niveau og presspil.

Der var glimt af det landshold, der gav os tro på det helt store. Landsholdet fik stoppet blødningen fra kval'en med godt håndværk, men Hjulmands mandskab mangler stadig magien fra før-Qatar-dagene. Et lille skridt i den rigtige retning, men der er vist stadig et stykke vej, før Gulddreng kan melde det EM-guld for helt sikkert. 

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Flyt dig, makker!

Pierre-Emile Højbjerg er kompromisløs i sin evindelige jagt på en bolderobring. Spørg bare dagens hollandske dommer Allard Lindhout.

Det danske landshold blev fanget i en farlig schweizisk omstilling, som Jannik Vestergaard flot fik løst med en glidende tackling. Og derefter skulle Højbjerg samle returbolden op - problemet var bare, at hr. Lindhout stod i vejen. 

Der var ingen nåde hos Tottenham-danskeren, der bragede ind i den hollandske ophavsmand, der måtte ned bide i Parkens græs.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det var så det første af fire skridt frem mod EM-premieren mod Slovenien i Stuttgart om under tre måneder. Og det var som tidligere beskrevet et skridt i en brugbar retning. Næste stop på rejsen til Tyskland bliver Brøndby Stadion tirsdag aften. Til en kamp mod Færøerne.

Den opgave bliver med stor sandsynlighed den eneste af landsholdets fire testkampe, som skal bruges på at lade marginalspillerne kæmpe om de overskydende billetter til EM-truppen. 

For de to sidste kampe mod Norge og Sverige i juni skal bruges på at finpudse EM-11'eren. Og vi skal saksusme også vinde over vores to kriseramte brødre i nord.

Læs B.T.s karakterer lige her