FC København er ikke en dyt bedre end Manchester United.

Også det danske mesterhold fik ørerne – ja, hele ansigtet og kroppen – i verdens bedste maskine, da Manchester City tæskede Jacob Neestrups tropper sønder og sammen og sendte dem hjem til hovedstaden med et nederlag på 0-5 i Champions League.

Erling Haaland scorede to mål, og Davit Khocholava lavede selvmål, inden Riyad Mahrez og Julian Alvarez sluttede festen for Premier League-holdet.

Erling Haaland fik kun 45 minutter, men det var – selvfølgelig, har man lyst til at skrive – mere end rigeligt til at afgøre kampen. Rekordmageren fra Norge satte hurtigt to pinde ind bag Kamil Grabara, og så var der fyraften med mål nummer fem i Champions Leagues tre første runder.

Det var så også hans mål nummer 19 i 12 optrædener for Manchester City, og det er så ufatteligt, at selv Pep Guardiola flere gange vendte sig om måbende mod sin stab.

Fænomenet skal nok få sin egen statue ved siden af Vincent Kompany og David Silva foran stadion. Ingen kvaler der, ejer sheik Mansour bin Zayed Al Nahyan betaler.

En besked til Zeca fra fansene.
En besked til Zeca fra fansene. Foto: LINDSEY PARNABY
Vis mere

FC Københavns fans sendte en rørende hyldest til deres utrolig uheldige anfører, Carlos Zeca. På et banner med teksten 'Zeca, we love you, capitano' og sange dedikeret til ham blev der på en mørk aften afleveret en varm besked til den knuste græker, som er efterladt i København med endnu en korsbåndsskade. Den anden på et år.

I øvrigt dominerede FC Københavns 1.200 fans lydbilledet i Manchester. Når det så er sagt, kunne selv Svebølles fans have gjort det over for de stemningsforladte englændere.

Manchester Citys legestue gør ondt, det skal den, men det var forventelig, og FC Københavns træner, Jacob Neestrup, gav hurtigt op og kiggede fremad. Den fik chancen i 55 minutter, men så tog han også sin bedste spiller, Mohamed Daramy, ud, ligesom flere af de andre profiler forlod banen kort efter.

Det er lørdagens kamp mod FC Nordsjælland, der har prioritet, for hvis den kamp bliver tabt mod Superligaens tophold, bliver guldet umådeligt svært at genvinde. Selvfølgelig er der professionel stolthed og alt det der, men herregud, hvem kan ikke tabe 0-5 til Manchester City?