B.T.s dom: Grimt guldgys føltes som et afbrudt samleje
Det startede så lovende i Aarhus - men sluttede som et antiklimaks, da Superligaens to tophold spillede 0-0 i den meget imødesete guldduel.

Det startede så lovende i Aarhus - men sluttede som et antiklimaks, da Superligaens to tophold spillede 0-0 i den meget imødesete guldduel.

Der var masser af intensitet og nerve - men spillet og underholdningen døde i løbet af søndagens guldbrag i Aarhus.
0-0 endte det - og dermed har AGF og FC Midtjylland fortsat lige mange point med tre runder tilbage af Superligaen.
Læs B.T.s dom herunder:


Det var ikke skandaløst af den store sydkoreaner. Men han kæmper godt nok med at finde frem til det niveau, han havde før sin lange skade. En topangriber (som eksempelvis Franculino) havde scoret på den kæmpechance, der dumpede ned for koreanerens fødder efter 20 minutters spil. Eller på den friløber, han fik i starten af anden halvleg. Vi savner efterhånden lidt Cho-bang fra angriberen.


Det var 'Gift ved første blik' igen i aftes. Sydafrikaneren har spillet fantastisk sæson - hvor han utrætteligt har udfordret alle modstandere.
Og i aftenens guldbrag var en evig torn i øjet på midtjyderne. Ikke alt lykkedes, men det er Gift ligeglad med - det lykkes jo nok næste gang.
Hvordan den mand ikke er spil til Sydafrikas VM-trup er helt ufatteligt.

AGF
Jesper Hansen - 4
Felix Bejimo - 4
Henrik Dalsgaard - 4
Eric Kahl - 3
Gift Links - 4
Magnus Knudsen (ud 90) - 3
Kevin Yakob - 4
Jacob Andersen (ud 70) - 3
Tobias Bech - 4
Kristian Arnstad - 3
Janni Serra (ud 46) - 3
Indskiftere:
Patrick Mortensen (ind 46) -3
Frederik Emmery (ind 70) UB
Frederik Tingager (ind 90) UB
FC Midtjylland
Elias Olafsson - 4
Ousmane Diao - 3
Han-beom Lee - 4
Mads Bech Sørensen - 4
Kevin Mbabu - 4
Pedro Bravo - 4
Philip Billing - 4
Victor Bak - 4
Dario Osorio (ud 58) - 3
Aral Simsir - 4
Cho Gue-Sung (ud 58) - 2
Indskiftere:
Franculino (ind 58) - 1
Denil Castillo (ind 58) - 3
Mikel Gogorza (69) - 3

I mange år var det Brøndby og FC København, der mødtes i gulddueller - og tegnede sig for sæsonens spillemæssige klimaks. I år er det for første gang i Superliga-historien to jyske hold, der har hovedrollerne. Og de skuffede ikke i første halvleg.
Aftenens topbrag i Vejlby startede med en helt uhørt intensitet. Der blev ikke taget gidsler i duellerne, tempoet var skruet op på max - og stilladsstadionet i Vejlby skabte en ekstremt fortættet og larmende kulisse for kampen.
Ok, teknikken snappede til tider efter vejret i det opskruede tempo - men sådan er det, når to Superliga-hold pludselig sætter den i top 5-liga-tempo. Chancerne kunne tælles på én hånd - men alligevel sad man ude på kanten af sædet. Det var så fedt!
Desværre led kampen mere eller mindre en langsom død i de sidste 45 minutter. Her blev betydningen for tydelig - ingen turde blotte sig. Og som neutral tilskuer føltes det som et afbrudt samleje.
Især indskiftningen af en tydeligt hæmmet Franculino gjorde intet godt for kampen. Angrebsstjernen kan nærmest ikke løbe - og det var nærmest uforsvarligt at sende ham i kamp.
I øvrigt - Vi skal også lige huske noget så sjældent som dommer-ros. Jakob Sundberg satte en linje, der tillod, at spillerne gik til makronerne - nøjagtigt, som det BØR og SKAL være i en kamp af denne betydning.

Aral Simsir skal nok vente lidt med at åbne sin egen fanshop i Skolegade i downtown Aarhus. For dansk-tyrkeren var voldsomt upopulær blandt hovedparten de 12.000 tilskuere i Vejlby.
De var især utilfredse med, at Simsir havde fået en del frispark i kampens første halvleg. Så hver gang han fik bolden, lød det fra hele stadion: 'av av av av av'.

Slutspurten går for alvor i gang, og den kommende danske mester skal nok have syv til ni point i de tre sidste kampe.
Midtjylland bliver mestre, hvis de vinder tre i træk. Og de kampe lyder: Hjemme mod Viborg, ude mod FC Nordsjælland og hjemme mod Brøndby.
AGF's tre sidste kampe lyder: Hjemme mod Sønderjyske, ude mod Brøndby, hjemme mod Viborg.
Det bliver usundt for midtjyske og aarhusianske nerver!