B.T.s dom: Gæsterne fra helvede - Bad boy chokerer
Marokko udnyttede en pludselig gæstfrihed og er nu i kvartfinalen efter en 3-0-sejr over Canada.

Marokko udnyttede en pludselig gæstfrihed og er nu i kvartfinalen efter en 3-0-sejr over Canada.

De første VM-værter er ude, efter Canada blev taget på sengen af en marokkansk bad boy.
Læs B.T.s dom her:

Der lurede både et rødt kort i 1/16-finalen mod Holland og i aftenens 1/8-finale mod Canada, men Azzedine Ounahi er født under en heldig stjerne.
Han slap for udvisning i begge kampe, og i dysten mod Canada var det ekstra vigtigt, for der scorede han få øjeblikke, efter han kunne have modtaget sit andet gule kort for at holde i trøjen.

Målet var en spektakulær kombination, hvor alle forventede et højt indlæg fra frisparket i højre side, men så røg den tilbage til Ounahi, der sendte den uimodståeligt i kassen.
Han lukkede også kampen med en 2-0-scoring efter en skøn omstilling.
Det ligner mere og mere Marokkos sidste VM, hvor de nåede til semifinalen...


Han startede livet med næsten ikke at kunne gå på grund af helt skæve fødder, men de seneste måneder har marokkaneren nærmest kunnet gå på vandet - indtil denne lørdag.
Den kommende Bayern München-spiller Ismael Saibari havde scoret i alle fire foregående VM-kampe, men blot 20 minutter inde i opgøret mod Canada måtte han lide en hård skæbne.
Han humpede ud med en skade og vidste allerede der, at hans VM var slut.
Forfærdelige scener for en af slutrundens største solstrålehistorier.

Nu opstår problemet for Marokko, der på eventyrlig vis blev nummer fire ved sidste VM.
De står nemlig til at møde vinderen af Frankrig-Paraguay i kvartfinalen, og hvis alt går som ventet, så er det de franske verdensstjerner, der skal nedkæmpes på torsdag.
I så fald får vi verdens formodentlig bedste offensiv i Frankrig mod den den marokkanske mur. Sikke en kamp!