Lyt til artiklen

»Attack, attack, attack!« råbte FCK-fansene sidst i Champions League-braget mod Sevilla.

Men de 34.910 tilskuere til dagens kamp fik intet mål at varme sig på denne onsdag, hvor FCKerne leverede en ganske udmærket indsats og fik et point på Champions League-kontoen med 0-0 mod stjernerne fra Sevilla, der af og til leverede sprudlende boldomgang.

Kampen blev dog aldrig noget festfyrværkeri, selv om fansene på Sektion 12 havde gjort sit for at piske en stemning op med en klar opfordring til ledelsen i Parken Sport og Event inden opgøret.

To landsholdsspillere var tilbage i Parken, men hverken Thomas Delaney eller Kasper Dolberg gjorde det store i det målløse opgør, hvor FCK flot kæmpede et point hjem – og vel må ærgre sig lidt over, at de ikke omsatte enkelte chancer til tre point.

Herunder kan du læse B.T.s dom over opgøret i Parken.





Han har noget lækkert hår, sang FCK-fansene troligt, da Delaney vendte tilbage til den gamle hjemmebane iklædt Sevilla-farver. Champions League og Parken lod til at vække gode minder for landsholdsspilleren, der forsøgte en vild flugter i den modsatte ende af, hvor han scorede sit legendariske mål mod Club Brugge. Denne gang blev det en blokeret jordfræser. Måske er det lidt hårdt, men håret var vel det mest lækre i en arbejdsindsats på Sevilla-midtbanen, hvor han defensivt lukkede Falk godt ned – offensivt er der dog også et par boldspillere fra Sevilla, der tager opmærksomheden. Blev pillet ud efter 65 minutter, hvor han kort forinden havde fået et riv af Falks kløer.



Han er vant til at have fansene med sig i Parken, når han spiller i den rødhvide trikot. Denne gang var modtagelsen noget mere lunken, da han blev skiftet ind med godt 20 minutter igen.
Og der var heller ikke noget Danish Dynamite over Dolleren i dag – han gjorde ikke meget væsen af sig på plænen, hvor hans bedste aktion var en nedtagning og en udfordring, som dog løb ud i sandet. Omvendt fik han heller ikke meget at arbejde med i feltet.

B.T. HAR OGSÅ UDDELT KARAKTERER TIL FCK-TRUPPEN OG JESS THORUP - DEM KAN DU LÆSE HER.


Det havde allerede vakt opsigt, at Jess Thorup vragede den hackede Peter Ankersen og den københavnske superstar, Khouma Babacar.
Men det var ingenting i forhold til det postyr, det skabte blandt fans og eksperter, at Thorup startede med kun 20-årige Marko Stamenic for blot anden gang i sæsonen. Det er ikke mere end fire måneder siden, at han spillede 1. division for HB Køge – nu spiller han åbenbart Champions League fra start. Wow, for en pille, som bunderfarne Lukas Lerager må have slugt, da han blev vraget til fordel for uprøvede Stamenic. Thorup havde proklameret ændringer efter nederlaget mod OB, men det her havde vi ikke regnet med – og man må lette på hatten for det mod, Thorup. Tilmed når Stamenic leverede en udmærket kamp.


Ja, enten er han blind, eller også havde han næsen i en treretters i VIPen, hvis han ikke så det. Sektion 12 havde en iskold opfordring til bestyrelsesformand i PS&E Allan Agerholm inden dagens kamp. FCKs mest inkarnerede fans rejste inden sæsonens hidtil største kamp i Parken et banner med en klokkeklar besked – en opfordring til, at ledelsen i den skrantende storklub skrider til handling.
'Agerholm – hvad siger du til spillet på banen? – Vi bruger hver en krone på at følge FCK – I bruger millioner på...? – Dynamisk og »underholdende« forandring nu!'
Om den forandring skal ske på trænerposten, sportsdirektørposten eller et andet sted i organisationen, lod fansene stå hen i det uvisse, men fansenes utilfredshed er slet ikke til at tage tvivl af i disse dage, hvor der skal rulle hoveder.


En remis er ganske fornuftigt for FC København mod et hold som Sevilla, men skulle de gøre sig forhåbninger om et videre avancement i Champions League eller Europa League, så havde det godt nok lunet med tre af de lange denne onsdag.
Men 0-0 og en solid, godkendt indsats, hvor FCKerne kæmpede for trøjen – og måske træneren – betyder, at vi ikke kan forestille os, at der trods fansenes opfordring sker noget i FCK, før søndagens storkamp mod FC Midtjylland i Herning. Men den kamp bliver en gyser – for FCK, for Thorup og for PC, der ser ind i en pause på grund af landskampe, og de pauser bruges som bekendt ofte til at skifte. Vi forbereder popcornene og følger dramaet!