I en medrivende fodboldkamp fik FCK sin europæiske triumf – og med en københavnsk 3-1-sejr ude over Bundesligaholdet Heidenheim venter nu muligvis et møde med engelske Chelsea i Conference League.

Amin Chiakha, Kevin Diks og Rodrigo Huesca scorede målene for det danske hold.

Læs B.T.s dom herunder:

Hvor er han dog en fornøjelse, 18-årige Amin Chiakha. Igen viste han sin store kvalitet i Europa – både som afslutter, løber og spilstation. Der er ingen tvivl om, at han bliver et kæmpesalg for FC København en dag. 

Målet til 1-0 var et studie i brillant angribertiming på Kevin Diks' fremragende indlæg. Og vi kan kun vold-ærgre os over, at det algeriske landshold allerede har slået kløerne i den københavnske teenager.

Det er hårdt at kalde Elias Achouri for kampens flop – for han viste faktisk i glimt, hvor meget han har været savnet i sin skadesperiode. Han behandler læderkuglen, som en gentleman behandler en dame.

MEN – grunden til, at han får et lille stik i siden herfra, er hans afslutninger. De mangler af en eller anden grund ofte kvalitet. Og alene i første halvleg burde han have scoret et par gange. 

Hvilken aften for FCK, der viste al den europæiske ballast, som klubben har samlet sammen over de seneste to årtier. Det var et modent, klogt og køligt FCK-hold, der langt hen ad vejen løste det svære udgangspunkt, som holdet havde tildelt sig selv efter de 90 minutter i Parken.

Men bedst som det lignede en tiltrængt FCK-triumf, ændrede kampbilledet sig pludseligt. Foran 2-0 efter 60 minutter mistede det danske mandskab pludselig den kontrol, som det havde haft hårdt fat i nakken på i den første time.

Og pludselig blussede snakken om dårlige anden halvlege op igen. Og i resten af opgøret var det ren overlevelse for københavnerne – men de fik redet stormen af.

Dybt inde i den forlængede spilletid havde FCK så endelig marginalerne på sin side – og Huescas mål efter 113 minutter skriver sig ind i den københavnske fodboldhistorie.

Det var lige sådan en triumf, som det her lidt hakkende FCK-hold havde brug for. For at blive mindet om klubbens storhed. 

I løbet af vinteren har der været talt meget om kvaliteten – og manglen på samme – i FCK-truppen. Men i aftenens kamp fremviste københavnerne pludselig en imponerende bredde.

For i forhold til mandagens sejr i Randers var der hele otte nye spillere i startopstillingen – og det gik ikke ud over kvaliteten. Faktisk spillede FCK endnu bedre – og spillere som Birger Meling, Munashe Garananga og Amin Chiakha bør presse sig på til søndagens topopgør i Parken mod FC Midtjylland.

Heiko Becker/Reuters/Ritzau Scanpix

Ja, nu bliver det sjovt. For FC København kigger ind i to opgør mod enten mægtige Chelsea eller Vitoria fra Portugal, som FCK ikke vil være chanceløse mod.

Men det var en triumf, der blev investeret ufattelig mange kræfter i. Og det bliver interessant at se, hvor dyre de 120 intense minutter bliver i søndagens topopgør i Superligaen.