Det blev en total fiasko for FC København, der fik kæmpe røvfuld i London.

To kæmpebrølere fra FC Københavns keeper og to kortslutninger i kontrafasen gav slutresultatet 4-0. Det kostede den værste karakter af dem alle.

Mohamed Elyounoussi - to stjerner

Når det hele sejler, så der én (nord)mand, som FCK forsøger at finde i kaosset.

Elyounoussi var pakket ind i en stram vinterjakke af Spurs-spillerne og blev for det meste kvalt i sit spil, men i momenter rystede han sig fri.

I en svær tid har han som en af de få holdt niveau, men også han faldt med holdet i dag.

Dominik Kotarski - nul stjerner

Torskedumt - hvad tænker han dog på?

Det var helt unødvendigt at tage på så syg en skovtur, som den kroaten drog ud på ved 1-0-målet til Tottenham. En komplet hjerneblødning ud af det blå. 

Ved 2-0-målet tøvede han fatalt og ramte fremadstormende Kolo Muani, der kort efter lagde op til scoringen.

Dyrtindkøbte Kotarski var kort sagt en katastrofe på kassen. 

Nej, nej, nej, Kotarski...
Nej, nej, nej, Kotarski... David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix

FC KØBENHAVN
Dominik Kotarski 0
Junnosuke Suzuki 1
Gabriel Pereira 1 (Ud 72.)
Pantelis Hatzidiakos 1
Marcos Lopez 1
William Clem 2
Lukas Lerager 2
Jordan Larsson 2 (Ud 45.)
Mohamed Elyounoussi 2 (Ud 72.)
Elias Achouri 1 (Ud 72.)
Youssoufa Moukoko 2 (Ud 72.)
-----
Viktor Dadason 2 (Ind 45.)
Viktor Claesson UB (Ind 72.)
Andreas Cornelius UB (Ind 72.)
Musha Garananga UB (Ind 72.)
Robert Silva UB (Ind 72.)

FC København fik lørdag en sejr mod Fredericia, men er nu banket hårdt tilbage i krisen.

Mod Tottenham var de overmatchede, men det var alligevel skuffende, at der skulle gå næsten en halv time, før de danske mestre pressede højt mod et ellers vaklende Spurs-hold, der spillede i sneglefart.

London-holdet er nemlig selv i store problemer, og det burde få Løverne til at lugte blod - men de er mere søvndyssende end en valgdebat fra din nabokommune.

Danskerne fik dog en livline, da Tottenhams Brennan Johnson kortsluttede og fik rødt kort for en svinestreg med 35 minutter tilbage, men kort efter gik det galt.

Premier Leagues hurtigste spiller, Micky van de Ven, løb fra alt og alle - fra felt til felt - og  scorede. Og kort efter gjorde Palhinha det til 4-0. 

Game over. Også selvom Spurs tillod sig at brænde et straffespark.

FCK holdt åbent hus, og deres Champions League-liv hænger i den tyndeste tråd.

Lige nu er de med som blinde passagerer.

FCKs omrejsende fan-cirkus bliver ved med at tage kegler i udlandet - og det var endnu en strike i London.

Gennem hele kampen kunne man høre de 3.500 danske tilhængere nedsynge deres engelske modpart trods det enorme undertal - og kampens grimme udvikling.

De MÅ få en hædrende omtale i de engelske medier, for det var et mesterværk fra fangruppen.

FC København skal møde Vejle og Brøndby, før de igen skal i ilden i Champions League.

Her møder de Kairat Almaty - et af de dårligste hold i dette års Champions League.

De danske mestre skal simpelthen mose holdet fra Kazakhstan hjemme i Parken, men det er svært at forestille sig nu.