Det mindede på ingen måde om den dynamitdebut, Bo Svensson fik i sidste uge. Katastrofen lurede længe, men FCK fik kriget sig til en sejr i Randers med en vanvittig afslutning.

Her får du B.T.s dom fra Randers-FCK, der med en 2-1 sejr til FCK.

To kampe, to mål.

Det er den vanvittige statistik for William Clem, der gav sit hold en tiltrængt sejr i overtiden mod Randers og satte FC-krisesnakken på pause. Inden da havde han spillet 67 af slagsen i Superligaen uden at komme på måltavlen.

Den 21-årige midtbanemand var igen en vigtig brik for sit hold, der spillede en dårlig kamp, men lykkedes med det vigtigste – at vinde i Randers.

Hos modstanderne var det især Martin Sjølstad og Mathias Greve, der strålede.

William Clem fejrer sejrsmålet med Jordan Larsson.
William Clem fejrer sejrsmålet med Jordan Larsson. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Skæbnen var rå og grusom for Paul Izzo og Randers.

Australierens fæle drop fik tanket troen tilbage i FCK-tanken på trods af en miserabel indsats af københavnerne. Han lignede en mand med brun sæbe på handskerne ved 1-1 målet.

Under 10 minutter senere scorede William Clem gæsternes sejrsmål, hvor Izzo dog var chanceløs.

Youssoufa Moukoko var også decideret usynlig, indtil han blev råbt af banen efter 56 minutter. Tyskeren blev på ingen måde serviceret af sine holdkammerater.

Det var en hård landing for FCK efter storsejren mod Silkeborg, der afværgede en ny katastrofe. For det er tæt på at være ufortjent, at de hev en 2-1 sejr med hjem.

Størstedelen af kampen var bekymrende, og Randers havde tydeligt kloven på opgøret, især i første halvleg. Den offensive inspiration fra syvmålssejren en uge forinden mod Silkeborg var pist væk.

Første store chance kom noget tilfældigt efter lidt over en time, hvor Paul Izzo hev en feberredning frem foran Mads Emil Madsen.

Faktum er dog, at der indtil videre blæser nye vinde over FCK. Det var grimt – det var det også under Jacob Neestrup – men nu vinder man fodboldkampe.

Fortjent eller ufortjent; FCK har scoret seks point ud af seks mulige under Bo Svensson i Superligaen. Én ting har han i hvert fald bragt til klubben: en vild mentalitet og karakter.

Bo Svensson har i hvert fald bragt en ting tilbage i FC København.
Bo Svensson har i hvert fald bragt en ting tilbage i FC København. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Gabriel Pereira var tæt på at ramme det sløjeste minut i Superligaen, vi længe har set.

En håbløs hovedstødsclearing fra brasilianeren bragte Dominik Kotarski ud i en noget tilspidset situation, da han rystende usikkert fik sat en næve på bolden.

Men mareridtsminuttet var ikke slut, for et halvt minuts penge senere sendte han en vanvittig tværaflevering afsted, der endte for Mahmouds fødder.

Det må også kandidere til karrierens værste minut – hvad i alverden tænkte manden på? 

Det var ved at gå fuldstændig galt af to omgange på under et minut for Gabriel Pereira.
Det var ved at gå fuldstændig galt af to omgange på under et minut for Gabriel Pereira. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

På søndag er det en must-win-kamp for FCK, der gæster Superligaens absolutte bundprop, Vejle.

Hovedstadsklubben viste mod Randers, at krisen og sygdommen stadig sidder tungt i kroppen, men hvis ambitionen er at spille europæisk fodbold på den anden side af sommerferien, skal der skrabes point sammen i Nørreskoven.

Vejle har ikke vundet en Superligakamp siden december.

Randers skal en tur til Odense og besøge OB.

B.T. Fodbold

I dag lukker panelet ned for den fordømte og kiksede VM-kvalifikation. Bo Svenssons succesindtog i FCK drøftes også. Panelet taler om Europas største talenter og finde ud af, om fremtiden for fodbold tegner lys eller kedelig? Og så kommer de forbi AGF, som pludselig har guld-matchbold.  Vært: Lasse Vøge Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd, B.T.s fodboldeksperter Producer: Frederik Riis-Jacobsen og Emilie Maja Jeppesen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.