FC København skal bare undgå at tabe en enkelt kamp om en uge, så er klubben sikret over 200 millioner kroner. Endda mod en modstander, som holdet tirsdag aften besejrede i Parken med 2-1. Tyrkiske Trabzonspor.

Slug lige den mundfuld af en drøm. Det kan i den grad godt lade sig gøre.

Champions League-gruppespil er på få dage blevet mere end bare sandsynligt i FC København, efter klubben få dage efter en miserabel indsats mod Randers vandt i den første playoff-kamp i den guldrandede turnering.

Et veloplagt dansk mesterhold kom foran ved Viktor Claesson allerede efter ni minutter og viste sig bare som det bedre mandskab.

I begyndelsen af anden halvleg var det derfor naturligt, at Lukas Lerager bragte holdet yderligere foran, men den føring holdt ikke hjem, da Anastasios Bakasetas' skud blev rettet af på Khocholavas knæ og gik i kassen.

FC København 4-3-3

Som en kænguru, der havde slappet lidt for meget af, skulle han lige have et par dask i hovedet og en klapsalve af Zeca, men så forsvandt rusten og nervøsiteten også så småt, og han hoppede rundt i feltet. Fin debut efter et par nervøse indgreb i indledningen.

Det startede med fejlafleveringer, men så fik han rystet dem af sig og fløj frem og tilbage på den højre kant. Nu så man igen den gamle Kevin Diks, der havde udgangspunkt i forsvarslinjen, men var mindst lige så involveret i holdets største aktioner.

Maste tyrkerne sammen som en sammenrullet kebab uden tilbehør. I dag var hans dressing de lange afleveringer, som smagte himmelsk, og det var i samme luftlag, den frygtindgydende hardhitter bevægede sig, da han kom højest af alle i feltet ved 2-0-målet.

Normalt æder Andreas Cornelius sine modstandere og har et bredt smil på bagefter, men småskadede David Khocholava gav ikke den danske stjerneangriber en chance. Han kom i vejen for det hele. Desværre for ham også lidt for meget ved 2-1-målet, men det var tilfældigt.

Han er helt sikkert glad. Det er han jo altid. Men glæden skulle egentlig have været større, for hans tværpasning i fødderne på Hákon Haraldsson havde fortjent en bedre skæbne. Er på vej tilbage til det høje niveau, alle ved, han har.

Han skulle giftes under seneste landsholdssamling, men hvis landstræner Kasper Hjulmand ikke også sætter en ring på Rasmus Falks finger, så skal de andre kandidater godt nok være uovertrufne. Hold nu op, hvor er han god! Mr. big game-player.

Falk erobrede bolde, var involveret i mål og må have driblet sig ind i hjertet på landstræneren, der før kampen krammede Jonas Wind uden for Parken. Hjulmand kan passende gøre sig selv den tjeneste også at holde Falk helt tæt ind til kroppen til de næste landskampe i september.

Ti måneder efter den skrækkelige skade i knæet var han for første gang tilbage i startopstillingen. FCK-anføreren har selv fortalt, at han undervejs tvivlede på, om karrieren kunne fortsætte. Det skal den, Zeca. I lang tid endnu. De velkendte glidende tacklinger prydede denne kamp fra start til slut. Det var millioner værd. Mange af dem.

Målhelten begyndte kampen med lige at flække to spillere uden at få gult. Så har man sat standarden. Han fik dog advarslen senere, men hvis tyrkerne troede, at han ville skrue lidt ned for intensiteten, kunne de tro om. For snuden af Jens Stryger Larsen fik han trykket bolden i mål, det er den slags mod en tidligere Brøndby-spiller, der giver stjerner i FCK-fansenes bøger.

Der var så mange løb i den spinkle krop, at der ikke kan være en eneste dråbe sved tilbage i ham. Moralen fejlede ingenting, men den brændte gigantchance foran mål var ikke god.

De der førsteberøringer, der ser nemme ud og får modstanderen til at se dum ud, dem er der meget få, der kan lave lige så elegant som Pep Biel. Så skal det være Lionel Messi, og uden yderligere sammenligning er vi deroppe lige omkring de detaljer med hælen osv. Dødboldene sad også lige i skabet, der manglede bare lidt mere farlighed.

Samspillet med Rasmus Falk var en ABC i, hvorfor man ikke behøver være den største tekniker i verden for at lykkes som offensiv spiller i så vigtig en Champions League-kvalkamp. Han gled bolden ind til 1-0 og kan være meget tæt på at være det indkøb denne sommer, som Peter Christiansen smiler mest over. Der var dog også boldtab, som han nu selv fik reddet.

---

Skiftet ind efter 67 minutter i stedet for Hákon Haraldsson. Var involveret i en situation, hvor Trabzonspor-spillerne appellerede for straffe, men han slap og var med til at køre triumfen hjem.

Skiftet ind efter 81 minutter i stedet for Pep Biel. UB.

Skiftet ind efter 81 minutter i stedet for Kevin Diks. UB.

Skiftet ind efter 89 minutter i stedet for Rasmus Falk. UB.

Fredag aften var der 'Thorup raus'-tilråb fra egne fans på samme stadion. Med den slags præstationer som i aften vil selvsamme fans uden tvivl gemme den slags ord væk. Nu skal han gøre arbejdet færdig i næste uge, og så vil han nok begynde at få større anerkendelse hos de passionerede mennesker på Sektion 12 og Nedre C. Det spændende bliver, om holdet kan falde ned i dybet igen, som man tidligere har set efter godt spil. Vi får et svar allerede på fredag mod Lyngby.