En rasende FCK-træner og 14 minutter, der kunne have ændret hele efteråret.
Herunder får du B.T.s dom fra Parken. (Du kan læse B.T.s karakterer LIGE HER).
Vi vil gerne sige det: FCK er i krise. Måske endda i identitetskrise. Hvad sker der herfra?
Det var ellers som om, man kunne se lige præcis dét øjeblik, hvor dopaminen ramte alle FCK-spillerne.
Det var en helt forrykt udvikling, få havde set efter de første 20-30 minutter. Her havde de stået som statuer og set et tandløst Dortmund smådovent komme valsende ind på deres jagtmarker uden så meget som et skævt blik.
Det ændrede sig fuldstændig ved Benny Hill-selvmålet fra tyskerne. Pow! Så var det FCK-hold, mange har savnet, tilbage.

De 14 minutter fra 1-1-målet til pausen var noget af det bedste, vi længe har set. Men det viste sig at være det samme som at tisse i bukserne for at holde varmen. Til ingen verdens nytte.
14 minutters god fodbold her og der er bare ikke godt nok i København. Et nederlag til Dortmund er jo ingen katastrofe som enkelt kamp, men problemerne hober sig op for FCK-træner Jacob Neestrup lige nu,
Han var RASENDE! Neestrup var ikke i tvivl. Der var straffespark, da rutinerede Viktor Claesson blev hevet omkuld efter pausen.
Selvsamme forseelse havde kort inden givet Dortmund et straffespark i den anden ende.
Sådan gik det ikke, Neestrup fik en advarsel for sit brok - og FCK kom aldrig tilbage i opgøret.
Matematisk lever FCKs Champions League-drømme stadig. Men lad os være ærlige, det skulle have blevet til tre point mod et ordinært Dortmund-mandskab, skulle drømmene have nogen gang på jord.

Nu ser det næsten helt håbløst ud. For få uger siden kunne man stadig drømme om avancement sideløbende med Superliga-succes.
Og nu? Ja, nu ser det for alvor ud til at blive et af de helt lange efterår, hvis man ikke får rettet skuden op.
Her er Champions League det mindste problem for Neestrup og FCK.