Hvis Christian Eriksen i øjeblikket hellere vil opholde sig hjemme i Middelfart end i Milano, så forstår man ham godt.

For det har været alt andet end en godkendt halvsæson for den danske stjerne i Inter efter januarskiftet til den italienske storklub.

Og efter en sæsonafslutning, der bød på minimal spilletid, et finalenederlag i Europa League og en andenplads i Serie A, er det tættere på at være 'arrivederci' end 'buongiorno' for den danske fodboldstjerne.

B.T. har samlet sæsonens domme over danskerens præstationer og sat dem sammen til én samlet dom over Christian Eriksens tid i Inter-trøjen:



Karakter: 4

Der var lagt op til noget af et eventyr, da Inter sørgede for en storslået præsentation af Christian Eriksen i slutningen af januars transfervindue. Men en lunken start og flere anonyme indhop har gjort det svært for danskeren at bide sig fast i Antonio Contes startopstilling.

Og på trods af bedre takter fra den midtfynske tryllefod, som efterhånden kastede både spilletid, sporadiske assists og enkelte mål af sig, så virker det stadig ikke til, at danskerens holdkammerater stoler blindt på ham som holdets offensive omdrejningspunkt.

Alt for mange gange har den 28-årige fodboldspiller oplevet at blive flået ud, når han ikke har grebet chancen fra start. Og så hjælper det ham heller ikke, når de små indhop fra bænken bliver både anonyme og ligegyldige.

Hvis man skal finde et lyspunkt i Christian Eriksens foreløbige Inter-tid, så må det blive de få gange, han alligevel fik nettet til at blafre i Europa League.

For ret skal være ret. Når man kun har cirka 240 spilleminutter at gøre godt med, så er to mål og en enkelt assist tæt på godkendt for en spiller af danskerens kaliber.

Og man fornemmede da også en kortvarig omblomstring, da Eriksen scorede til 2-0 i sejren over Getafe, som endte med at sende Inter-mandskabet til Final 8-stævnet.

Men de efterfølgende kampe blev dog en massiv skuffelse for midtbanekreatøren, da han på ingen måde fik det, der minder om en vigtig rolle i klubbens jagt på det europæiske trofæ.

Det må siges at være en kæmpe skuffelse for Christian Eriksen, når en kvartfinale, semifinale og en finale i Europa League kun kaster cirka 55 minutters spilletid af sig.

Men det var ikke desto mindre det, der var tilfældet for danskeren ved Final 8-stævnet i Køln. En kæmpe nedtur for fynboen, der er så stor en stjerne, at han bør starte for italienerne stort set hver gang og have en afgørende rolle. Det har han bare ikke lige nu.

Antonio Conte ligner heller ikke en mand, der tror på sin danske spiller. Faktisk virker det efterhånden til, at den italienske træner har opgivet Eriksen, som Daily Mail for nylig skrev.

Christian Eriksens europæiske nedtur endte desuden med at give ham et trist prædikat. Som den eneste spiller nogensinde har han nu oplevet at tabe finalen i Champions League og Europa League-finalen på to sæsoner.

Nedad. Det må vi være ærlige at sige. Når man ikke kan spille sig til mere spilletid i så afgørende kampe, så vidner det ikke umiddelbart om en igangværende succeshistorie.

Der er lang vej til den stjernestatus, han oplevede i Tottenham, som der også var lagt op til i Inter. Derfor spekuleres der da også allerede i, om danskeren skal søge nye græsgange. Kun syv måneder efter skiftet til Italien.

Danskeren er under pres, og der skal ske noget ekstraordinært hen over efteråret, hvis ikke chancen for et gennembrud i Inter skal ende med at løbe ud i sandet for landsholdsspilleren, der formåede at skrabe ét mål og to assists sammen i 17 ligakampe i den forgangne sæson.

Indtil videre har han i hvert fald ikke grebet den chance, han har fået i Støvlelandet. Coronapause eller ej - det er simpelthen ikke godt nok, Eriksen!