Tamme FC Midtjylland blev torsdag aften kørt over af FCSB fra Rumænien, og cementerede dermed den mandskabs- og spillemæssige krise, Thomas Thomasbergs tropper i øjeblikket befinder sig i.

Læs B.T.s dom over kampen, der endte 2-0 til FCSB, her.

Ja, altså …

Hvis der absolut skal vælges en Midtjylland-spiller som kampens top, så må det være darlingen Dario Osorio, der måtte forlade banen med en skade efter 80 minutter.

Chileneren spillede på ingen måde en af sine bedste kampe, men han prøvede da trods alt at bringe lidt sydamerikansk charme til betonblokken i Bukarest.

Et skud på mål og et flot tilbageløb – og så var titlen hjemme. Det siger måske mere om Osorios holdkammerater, end det gør om ham selv.

Hvad i alverden er det, du laver?

Der var absolut INGEN fare på færde, da Midtjylland-målmanden lavede sit livs blunder og nærmest forærede FCSB deres andet mål i kampen få sekunder inde i anden halvleg.

Det var noget af et fuck up, og den glemmer Elias Olafsson nok ikke lige foreløbig. Sikke en fejl. 

Det var katastrofalt, det der. Jonas Lössl må gnide sig i hænderne på sidelinjen.

Det kan godt være, at FC Midtjylland ligger nummer 1 i Superligaen, men det er godt nok ikke til at se.

Hold nu op, hvor spiller de bare skidt for tiden.

Og i dag var ingen undtagelse. Midtjyderne kom frem til absolut INGENTING.

Det er decideret bekymrende at se, og de skal næsten være glade for, at nederlaget ikke blev større.

En gigantisk skuffelse for Midtjylland.
En gigantisk skuffelse for Midtjylland. Octav Ganea/Reuters/Ritzau Scanpix

Nej, nej, nej. Hvad fanden skete der lige dér?!

Da Oliver Sørensen gav bolden op ved anden halvlegs start, og spillede den ned til Elias Olafsson, gik det HELT galt for den islandske målmand.

Han sparkede bolden lige ind i FCSBs Daniel Birligea, der nemt kunne klaske bolden i kassen til 2-0, og give midtjyderne den største spand kold vand i hovedet, de længe har oplevet.

»Det passer meget godt til Midtjyllands situation i øjeblikket,« lød det fra kampens kommentatorer, og det må vi jo bare give dem ret i. Av, av, av.

Birligea jubler efter 2-0-scoringen.
Birligea jubler efter 2-0-scoringen. Daniel Mihailescu/AFP/Ritzau Scanpix

Der skal ske et eller andet, og det skal være NU.

I weekenden venter de evige rivaler fra Viborg på udebane i Superligaen, inden Silkeborg kommer på besøg på Heden 25. november.

Og så bliver det alvor for Thomas Thomasberg og co., når Frankfurt kommer til Herning 28. november i Europa League.

Det kan blive rigtig, rigtig grimt, hvis ikke Superligaens førerhold tager sig gevaldigt sammen.