Lyt til artiklen

Fuldstændig ekstase.

Det er, hvad Manchester United-fansene er i mandag aften, efter det hårdt trængte hold fik vendt skuden med en imponerende 2-1-sejr over ærkerivalerne fra Liverpool.

Og det er til at forstå, for det her havde ingen regnet med efter de to første runders nederlag til Brighton og Brentford - ej heller, selv om Liverpool havde startet sæsonen med to remiser.

Christian Eriksen var med fra start i en opstilling, der var uden stjerner som Cristiano Ronaldo og Harry Maguire, og satsningen gav pote for Erik Ten Hag, som kunne se sit mandskab tage en utrolig vigtig 2-1-sejr efter mål af Jadon Sancho og Marcus Rashford for United, mens Mohamed Salah scorede for Liverpool og skabte spænding helt til sidst.

Den danske kreatør leverede en mere end solid indsats på midtbanen, hvor han var med i 1-0-målet og havde et par fine forsøg på mål.

Herunder kan du læse B.T.s dom over Christian Eriksen i den stærke sejr over Liverpool.

For tredje gang i streg fik han tilliden fra start af Erik Ten Hag - og for anden gang på midtbanen i stedet for den frygtelige plads som falsk ni’er i debuten. Efter en gudsjammerlig indsats i 0-4-misæren mod Brentford, hvor Eriksen fik en enkelt stjerne i disse spalter, ja, så var der langt bedre snask på den fynske brunsviger i dag, og han rejste sig som en anden fugl Føniks.

Fra en plads ganske dybt på den centrale midtbane strøede den danske kreatør om sig med forrygende bolde, der strak Liverpool-holdet godt ud. Han tog temperaturen på spillet konstant og dirigerede ofte, når United var på bolden - og så hjalp det også, at han havde tredjesidste fod på, da United bragte sig foran 1-0, ligesom han var tæt på at overliste Alisson med et frispark.

Defensivt haltede det dog en anelse, når Liverpool kom langt frem på banen og han blev fuldstændig domineret, da Fabinho steg til vejrs i de toldfri luftlag og var tæt på at heade bolden i mål for Liverpool - men det skal ikke tage noget fra helhedsindtrykket, så det her kan vi godt vende os til!

Wauw, for en præstation af Manchester United, der fik vendt skuden - i hvert fald for en stund.

Eriksen var en del af en velfungerende midtbane, men han kan se frem til en endnu bedre oprydder end Scott McTominay bag eller ved siden af sig næste gang. Inden kampen blev den nu tidligere Real Madrid-stjerne Casemiro præsenteret på Old Trafford, og det dufter altså bare af en midtbane, hvor Eriksen kan få lov til at sprudle i playmaker-rollen ved siden af den brasilianske bulldog, der kan sparke, tackle og losse for to.

Foto: PETER POWELL
Vis mere

Christian Eriksen havde i et par omgange færten af en scoring, der kunne blive danskerens første for den engelske storklub. I første halvleg var han tæt på med forrygende frispark, hvor han bragede bolden mod det fjerne hjørne i stedet for at slå den indover.

Og så fik den snarrådige fynbo rettet op på en fejl ved en skidt førsteberøring i feltet, hvor han ellers havde alle chancer for at sparke bolden mod kassen fra en farlig position. I stedet endte han kort efter med at spille bolden dybt til Anthony Elanga, der fandt Jadon Sancho, som leverede sit bedste mål i United-trøjen, da han sendte Liverpool-forsvaret ud efter pølser med en skudfinte, før han sendte bolden i kassen.

Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

Ja, hva' så nu? For Manchester United præsterede længe et niveau, der gav tanker om langt bedre tider, men det var altså med stjerner som Cristiano Ronaldo og Harry Maguire på bænken, ligesom Casemiro også snart kommer ind og banker på til startopstillingen. Det bliver uhyre spændende at se den kommende periode for Eriksen og co. efter mandagens kamp, der klart er en pil op efter en sløj sæsonstart.

Men stabilitet og Manchester United har over de seneste år slet ikke rimet, så vi tager vores forbehold forud for de næste runder mod Southampton og Leicester City.