Brøndby torturerede Sønderjyske i første halvleg, førte 3-0 og lignede et mesterskabshold. Men i anden halvleg tabte de gule koncentrationen og inviterede Sønderjyske ind til en nervepirrende og intens afslutning.

Læs B.T.s dom herunder:

Marcus Bundgaard, Sønderjyske

Den stakkels Sønderjyske-målmand måtte lide den onde skæbne at få sit store drop ved Brøndbys 3-0-scoring viste i langsom gengivelse på storskærmen fire gange – og hver gang skraldgrinede de over 20.000 tilskuere. Det var tragikomisk lavet af keeperen, der nok bare vil glemme denne aften i en fart.

Der findes en 'Michael Laudrup Lounge' på Brøndby Stadion. Mon ikke de lige nu er ved at rydde et kontorlokale, som man kan opkalde efter Mads Frøkjær. Ej men for he … de, hvor var han god i aftes. Det var ikke bare hans scoringer – hans fight og hans Zidane'ske afleveringer sad også lige på kornet. Der kommer mange lægtatoveringer med Frøkjærs ansigt på Vestegnen de næste år.   

Vi hiver topkarakteren frem – primært for den første halvleg.

Brøndby
Patrick Pentz – 3
Oliver Villadsen – 3
Jordi Vanlerberghe – 3
Luis Binks – 4
Mats Köhlert – 4
Bartosz Slisz – 5
Max Ejdum (ud 45) 5
Mads Frøkjær (ud 82) – 6 
Marus Younis (ud 71) – 3
Olti Hyseni (ud 62) – 4
Oscar Fenger (ud 45) – 2
Indskiftere:
Mathias Jensen (ind 45) – 2
Jacob Ambæk (ind 45) – 3
Filip Bundgaard (ind 62) – 3
Sho Fukuda (ind 71) UB
Daniel Wass (ind 82) UB

Sønderjyske
Marcus Bundgaard – 2
Maxim Soulas – 4
Brynjar Bjarnason – 3
Ebube Duru – 5
Andreas Oggesen (ud 58) – 3
Jacob Steen Christensen (ud 82) – 3
Sefer Emini – 3
Lirim Qamili (ud 58) – 2
David Boison (ud 45) – 2
Mohamed Haidara – 3
Bubacarr Tambedou (ud 72) – 4
Indskiftere:
Daniel Gretarsson (ind 45) 3
Ismael Seydi (ind 58) 3
Tobias Klysner (ind 58) 4
Matthew Hoppe (ind 72) UB
Anders Høeg (ind 82) UB

Der er noget i luften på Vestegnen i denne sæson. Thomas Nørgaards koncepter er på rekordtid faldet i hak hos dette Brøndby-hold. Hvor er der dog en verden til forskel fra det mandskab, der for et par måneder siden var så rådvilde, hjælpeløse og idéfattige under Steve Cooper. 

Det var den følelse, alle vi tilstedeværende sad med efter de første 45 minutter. Men så blev vi i anden halvleg mindet om, hvor lunefuld Superligaen er. Der er ingen hold, der er bedre, end at hvis man skruer et par procenter ned for kvaliteten, så kommer man i problemer.

Det var vildt at se, hvordan en kamp, som Brøndby havde stordomineret i 55 minutter, pludselig lavede en`dramatisk u-vending.

Alt den friskhed, som de mange unge Brøndby-drenge i første halvleg havde bidraget med, blev pludselig til børnefejl og overmod. Det var beskæmmende – og må give Thomas Nørgaard et par søvnløse nætter. Hvordan kunne det ske? 

I en time så vi et Brøndby-hold, der var ved at tegne stregerne til noget meget, meget spændende. I den sidste halve time så vi, at der er ret langt igen, før vi skal snakke om guldkandidatur.

Superligakampen mellem Brøndby IF og Sønderjyske på Brøndby Stadion mandag den 17. august 2026. Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Selvfølgelig skulle han score – Brøndbys Olti Hyseni, der for et par uger siden havde Sønderjyskes logo på brystet. 

Og så fik vi svar på et af de store spørgsmål inden kampen; ville Hyseni juble? Det ville han ikke rigtigt. Og det er jo hans eget valg og egentligt prisværdigt nok. Men det er også lidt ærgerligt, at en 19-årig knægt ikke giver sig selv lov til at juble over et mål foran mere end 21.000 ellevilde tilskuere.

Superligakampen mellem Brøndby IF og Sønderjyske på Brøndby Stadion mandag den 17. august 2026. Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Mon ikke der bliver propfyldt på Brøndby Stadion på næste mandag, hvor man tager imod Silkeborg. 

Sønderjyske får brug for al den opbakning, som grænselandet kan stable på benene, når de pressede sønderjyder søndag middag skal jagte sæsonens første sejr hjemme mod FC Nordsjælland.