Halli hallo, og lige et øjeblik!

Ja, det kunne lige så godt være et lækkert Pyrus-afsnit, der kørte over skærmen, men onsdag aften var det ikke vores allesammens nisse, men en vis dansker, der var ude på ballade.

FC Barcelonas Martin Braithwaite fortsatte således de imponerende takter med en scoring og et fremtvunget straffespark, da den spanske storklub slog ungarske Ferencvaros 3-0 i næstsidste runde af Champions League-gruppespillet.

Herunder kan du læse B.T.s vurdering af den danske angribers indsats:

BANG! Braithwaite fik igen en plads blandt de startende elleve, og fra første fløjt beviste han, hvorfor han skal være blandt Ronald Koemans udvalgte. Esbjergenseren var hele tiden en trussel med sine løb inde i feltet, og efter tyve minutter så vi igen-igen et rigtigt angribermål, da han satte foden på Dembélés indlæg og sikkert kunne gøre det til 2-0.

Seks minutter senere beviste han, hvilken fart han besidder, da han blevet stukket i dybden og kort tid efter blev nedlagt i feltet. Dommeren pegede på pletten, og Braithwaite kunne knytte næven.

Og jo jo. Vi skal alle sammen lige trække luft ind. Det var ikke et klassemandskab, der stod på den anden side onsdag aften, men det kan ikke være Braithwaites problem. Han gjorde sit job til punkt og prikke og udover en enkelt stor afbrænder og en lidt mere usynlig anden halvleg, var det noget nær perfekt fra den danske nier.

Karakter: 8

Det åbenlyse er og bliver scoringen. Martin Braithwaite er angriber, og han er på banen for at score – længere er den ikke. Men når jeg alligevel ikke vælger det vigtige mål som kampens optur, så skyldes det en helt særlig situation.

For da danskeren bliver fældet og får straffespark, sker der noget specielt. Braithwaite gør i første omgang lige præcis det, han også gjorde i sidste Champions League-runde. Tager fat i bolden og signalerer, at HAN skal sparke.

Og ja ja, nu tolker jeg selvfølgelig lidt, så bær over med mig. Men Ousmane Dembélé har brug for at score for at tanke selvtillid og går derfor hen til danskeren for at få bolden. Hvad gør Braithwaite? Han giver ham den.

Altså, lad os lige tage den igen. Danske Martin fra Esbjerg GIVER et straffespark til en fransk superstjerne, der er mere end én milliard kroner værd, fordi han har brug for det. Okay, så har man også set det med.

Mere vil sjovt nok altid have mere, og derfor er det da også ærgerligt, at den 29-årige angriber brændte en giga-chance efter lidt mere end en halv time, da Antoine Griezmann spillede ham helt fri.

Men hey – det tager vi med, når alt det andet var strålende.

Op, op, op. Som en anden kravlenisse bevæger han sig længere og længere frem i hierarkiet i FC Barcelona, og nok er der fortsat mange stjerner foran i køen, men det begynder efterhånden at lugte af et gennembrud.

Ja, de seneste otte dage har han spillet mod Dynamo Kiev, Osasuna og Ferencvaros. Det er ikke i nærheden af at være stærke modstandere, men derfor er det altså ikke givet, at man banker mål ind, bare fordi man spiller for en af verdens største klubber.

Nævn lige en anden dansker, som nu har scoret tre mål i verdens bedste klubturnering og starter inde for så stor en klub som FC Barcelona. Du finder ham ikke andre steder.

Ronald Koeman har nu set Braithwaites vej tre kampe i streg, og selvom han efter alt at dømme må tilbage på bænken, når de helt store slag skal slås, så har vi altså lige nu en dansker i Barcelona, som den hollandske træner kan regne med.