I en aparte og absurd fodboldkamp vandt Lyngby med 3-1 over AaB. Opgøret vil dog primært blive husket for det vanvittige syn, der blev rullet ud på tribunerne.

Herunder får du B.T.s dom over kampen:

Han var simpelthen bare pivfarlig, hver gang han fik bolden. Drev gæk med AaB-forsvaret, som det passede ham. Og de to mål var bare typiske Gytkjær-kasser, når han er allerbedst – og iskold.

Yikes... det var en elendig første halvleg af den ellers rutinerede Superliga-spiller. Han lignede nærmest en mand, der ikke gad at være på banen, når han stod over for Michael Opoku. Skidt indsats af AaB-backen, der også blev flået ud i pausen.

LYNGBY
Jonathan Aegidius 4
Tobias Storm (Ud: 67.) 3
Magnus Jensen 3
Brian Hamalainen (Ud: 68.) 4
Lucas Lissens 3
Saevar Magnusson (Ud: 81.) 4
Michael Opoku (Ud: 76.) 5 
Peter Langhoff 4
Lauge Sandgrav (Ud: 46.) 2
Gustav Fraulo 4
Frederik Gytkjær 5
---
Adam Andersson (Ind: 67.) UB
Jesper Cornelius (Ind: 46.) 3
Mathias Kaarsbo (Ind: 81.) UB
Leon Klassen (Ind: 68.) UB
William Steindorsson (Ind: 76.) UB

AAB
Bertil Grønkjær 2
Andreas Bruus (Ud: 46.) 1
Elison Makolli (Ud: 46.) 1
Lars Kramer 2
Bjarne Pudel 1
Andres Jasson 2
Mads Bomholt (Ud: 83.) 3
Valdemar Møller (Ud: 64.) 2
Kasper Davidsen 2
Mathias Jørgensen 2
Oliver Ross (Ud: 64.) 2
---
Noel Arnorsson (Ind: 46.) 2
Marcus Bonde (Ind: 64.) 2
Isak Hansen-Aaroen (Ind: 83.) UB
Kelvin John (Ind: 64.) 4
Christian Tcacenco (Ind: 46.) 4

Det var én af de mest aparte Superliga-dage nogensinde, det her. Det var faktisk ren tortur for både Lyngby og AaB.

Begge hold er nemlig allerede rykket ned i 1. division, og derfor var det en fuldstændig ligegyldigt fodboldkamp, som de to nedrykkere var tvunget til at kæmpe sig igennem. Det mindede faktisk foruroligende meget om en træningskamp i første halvleg.

Absurd oplevelse for fansene. Og absurd tv for dem, der så opgøret hjemme i stuen. Vi gætter på, at det næppe var ret mange.

Voldsomme bannere fra AaB-fansene. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mens kampen var dødkedelig at overvære, så var det lidt mere spændende at holde øje med tribunen, hvor AaB-fansene, der i øvrigt var klædt i sort, stod placeret.

For her blev der i løbet af kampen rullet flere voldsomme bannere ud, og beskederne var ikke ligefrem til at tage fejl af. Klubbens tyske ejere, SSE22, fik i hvert fald en ordentlig overhaling på skrift af de rasende og dybt frustrerede nordjyske fans.

»Raus, raus, SSE,« stod der blandt andet, inden dagens mest voldsomme banner blev fundet frem:

»Jeres mødre solgte sig selv på Reeperbahn (bordelkvarter i Hamborg, red.). Nu skal I sælge jeres AaB-aktier,« lød beskeden til klubbens ejere fra AaB-fansene.

Det bliver en ulidelig sommer for begge klubber.

For der er ikke ret meget at se frem til i hverken Lyngby ellerAaB, der nu skal forsøge at komme hurtigst muligt tilbage i Superligaen.

Lyngby har sværmet om nedrykningen i flere år, men denne gang kunne de kongeblå ikke lave miraklet. Og i det nordjyske skal de hårdprøvede AaB-tilhængere nu igen kæmpe sig igennem et år i 1. division – altså som minimum.