To dage efter nedrykningen fra Superligaen har Vejle Boldklub skudt transfervinduet i gang i jagten på en tilbagevenden til det højeste niveau.

B.T. kan afsløre, at klubben henter den tidligere Superliga-spiller Azer Busuladzic.

Ifølge B.T.s oplysninger har den 30-årige midtbanespiller skrevet under på en toårig kontrakt og kommer til Nørreskoven foran to Superliga-klubber, der også har vist interesse.

Busuladzic har bosnisk statsborgerskab, men er opflasket i netop Vejles ungdomsafdeling.

I 2009 kom så debuten på seniorplan, og Azer Busuladzic profilerede sig i klubben med over 100 kampe i 1. division, inden han i 2014 rykkede til OB og blev et endnu mere kendt navn i dansk fodbold, fordi han kom op i Superliga-regi.

Azer Busuladzic fik 60 Superliga-kampe for fynboerne, inden han i sommeren 2016 rykkede til udlandet og blev hentet af rumænske FC Dinamo 1948.

Siden er turen gået forbi polsk, græsk samt senest cypriotisk fodbold i Anorthosis Famagusta, hvor han har kontraktudløb med maj måneds udgang.

Nu vender den fortabte søn hjem for at få Vejle Boldklub tilbage i Superligaen.