Spillet om Christian Eriksen er i fuld gang i kulisserne. Og det er et spil til utallige millioner. Ja, måske endnu mere.
Tottenhams danske stjerne har i månedsvis været tæt på en kontraktforlængelse i den engelske storklub Tottenham - men lidt overraskende har Eriksen endnu ikke fået blæk på hverken fingrene eller papiret. Nu kan B.T. fortælle hvorfor.
Årsagen inkluderer gigantiske pengebeløb og nogle af verdens allerstørste fodboldklubber.
Netop nu har Eriksen knap to år tilbage af sin nuværende Tottenham-kontrakt, der løber frem til juni 2020. De 22 måneder, der resterer af midtbanestjernens aftale, kan synes som lang tid, men det er det ikke nødvendigvis for en spiller af danskerens kaliber. Og netop den tidshorisont spiller en stor rolle i spillet om fynboens eftertragtede underskrift.

Eriksen er nu kommet ind i en fase, hvor hans kontraktudløb kan bruges som et middel i forhandlingerne om en ny aftale. Midtbanespilleren har således det es i ærmet, at han i teorien kan forlade London-klubben om under to år - ganske gratis.
Det kommer næppe til at ske, men jo nærmere Eriksen kommer kontraktudløb, jo mere frygter Tottenham den frie transfer - og jo mere falder Eriksens pris.
Sådan er det med fodboldspillere. Også de bedste af slagsen. Når kontraktudløbet nærmer sig, falder prisen drastisk. Den mekanisme blev senest tydeliggjort, da Chelsea for få uger siden 'blev tvunget' til at sælge VMs bedste målmand, Thibaut Courtois, for under 300 millioner kroner.
Under normale omstændigheder ville belgieren koste over det dobbelte på det nuværende transfermarked, mens hans snarlige kontraktudløb hev prisen dramatisk ned. Det kan også ske med Eriksen.

Netop prisen på Christian Eriksen, der er bredt anerkendt som en af verdens bedste midtbanespillere, er det helt store omdrejningspunkt i det spil, der nu pågår omkring danskeren. Et spil, der i høj grad handler om en ny kontrakt i Tottenham.
Ifølge B.T.s oplysninger har både Real Madrid og FC Barcelona denne sommer - via mellemmænd og agenter - stukket en tå i vandet hos Tottenham, for at forhøre sig om prisen på London-klubbens danske stjerne.
Men tåen er røget hurtigt op igen, når svaret fra Tottenham-formand Daniel Levy er nået til Spanien.
Levy har krævet et godt stykke over en milliard danske kroner for sit danske es. En pris, som de interesserede klubber ikke har været villige til at betale. Levy vil ganske enkelt ikke sælge Eriksen, der sammen med en spiller som Harry Kane er en nøglespiller i Tottenhams jagt på succes.
Men mens den voldsomme pris ikke er brugbar for mulige købere, kan Christian Eriksens lejr bruge beløbet i forhandlingerne om en ny kontrakt med Tottenham.
Eriksen-lejren har således sagt til Tottenham, at danskeren naturligvis vil betales i henhold til den pris, Tottenham forlanger. Vurderer Tottenham Eriksen til at have en værdi på over en milliard kroner, vil landsholdsstjernen også betales derefter.
Det udspil presser Tottenham, der ikke er kendt for at udbetale Premier Leagues højeste lønninger, og samtidig føler klubben presset fra kontraktudløbet i 2020.
De lukrative forhandlinger kan ende med en snarlig ny kontrakt mellem Tottenham og Eriksen, men er der for langt mellem parterne, kan det også ende med et stort salg af danskeren enten til vinter eller næste sommer, hvor Tottenham langtfra kan forlange samme pris for danskeren. Det beretter B.T.s kilder.
»Barcelona er en fantastisk fodboldklub, og jeg tror ikke, at der er mange fodboldspillere, som vil kunne sige nej til dem. Men indtil der er konkret interesse, vil jeg ikke have en mening om det,« sagde han tidligere på året.

De kommende dage, uger og måneder kan få en stor betydning for, om Christian Eriksen forbliver Tottenham-spiller i flere år fremover, eller han står foran et skifte til en af Europas giganter. Her spiller kontraktforhandlingerne med den engelske klub en absolut nøglerolle.
B.T har uden held forsøgt at få en kommentar fra Christian Eriksens hollandske agent, Martin Schoots.