Mads Bech Sørensen er klar for en ny klub.

Først var han i Nice, så blev den lejeaftale ophævet, så han tog tilbage til Premier League og Brentford, og nu skal han til Holland.

B.T. kan afsløre, at Groningen er den nye destination for den 24-årige danske midterforsvarer.

Parterne er ifølge B.T.s oplysninger blevet enige om en lejeaftale for resten af resten.

Tidligere onsdag eftermiddag fortalte det hollandske medie RTV Noord, at klubben var interesseret i danskeren, men B.T. kan altså fortælle, at parterne er enige om et skifte.

Men før det bliver effektueret, skal lægetjek og kontraktunderskrivelsen overstås.

Mads Bech Sørensen kom til Brentford i sommeren 2017 fra AC Horsens, og det er blevet til 72 optrædener for Thomas Franks tropper. Han har også scoret fire gange.

Kontrakten med Premier Leagues øjeblikkelige nummer otte udløber også til sommer, hvor Mads Bech Sørensen senest så skal træffe en ny beslutning om sin fortsatte karriere.