Lyngby har lavet et stort salg.

B.T. kan afsløre, at guldfuglen Magnus Warming er solgt til Serie A-klubben Torino for et stort millionbeløb af en 1. divisionsklub at være.

Italienerne betaler ifølge B.T.s oplysninger ni millioner kroner, men der kan sagtens falde flere penge af til Lyngby, der har sikret sig flere klausuler i forhold til både præstationer og videresalg.

20-årige Warming har hele denne sommer været et særdeles varmt navn på transferbørsen og var i maj tæt på at blive solgt til de norske mestre fra Bodø/Glimt.

Magnus Warming i kamp for Danmarks U20-landshold denne sommer.
Magnus Warming i kamp for Danmarks U20-landshold denne sommer. Foto: Antonio Paz
Vis mere

Men i sidste øjeblik ombestemte spilleren sig, fordi andre og mere interessante klubber fattede interesse for ham, og så faldt handlen til jorden.

Til gavn for Lyngby, der nu tjener endnu mere på ham end den cirka ene million euro, som nordmændene fik accepteret.

Det var italienske Sky Sports, som fredag morgen skrev, at Serie A-klubben Torino lurer på ham, men det er en underdrivelse, da B.T. kan fortælle, at handlen er faldet på, og lægetjekket er bestået. Præsentationen ventes at ske senere i dag.

Dermed har Lyngby en meget flot businesscase i Magnus Warming, som for halvandet år siden kom til klubben for småpenge fra Brøndbys restlager og nu kan kalde sig for Serie A-spiller.