FC Nordsjælland tager sig særdeles godt betalt, når guldfuglen Mohammed Kudus efter denne sæson sendes til den hollandske storklub Ajax.

Ifølge B.T.s oplysninger er handlen nu på plads, og nu kan B.T. løfte sløret for prisen for den særdeles eftertragtede teenager.

B.T. hører, at FC Nordsjælland får ni millioner euro (67 millioner kroner) plus bonusser for at slippe ghanesiske Mohammed Kudus.

Dermed glider han ind i top-10 over Superligaens største transfers. Og han bliver FC Nordsjællands næststørste salg nogensinde, kun overgået af Emre Mors skifte til Borussia Dortmund.

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

B.T. erfarer desuden, at den ghanesiske landsholdsspiller har fået skrevet under på en fem år lang aftale med den hollandske kæmpeklub, hvor han kan se frem til at skulle spille Champions League i den kommende sæson.

Mohammed Kudus har spillet i FC Nordsjælland siden sommeren 2018.

Han har i indeværende sæson scoret ni gange for Farum-klubben.

Hollandske Telegraaf og Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at den ghanesiske midtbanespiller efter et par betænkningsdage formentligt havde besluttet sig for at skifte til Ajax.