Fyret i FC Midtjylland denne sommer – nu går stor udlandsdrøm i opfyldelse. Kontrasten er stor, men ikke desto mindre sker det.

B.T. kan afsløre, at Bo Henriksen gør et kæmpe comeback på trænerscenen, da han får jobbet som cheftræner i mesterklubben fra Schweiz, FC Zürich.

Den 47-årige fynbo er denne mandag morgen blevet set i Københavns Lufthavn ved gaten med retning mod Schweiz' største by.

Parterne er ifølge B.T.s oplysninger enige om en kontrakt til sommeren 2024, og der mangler blot småting og underskrifter, som Bo Henriksen er på vej til Schweiz for at få sat. I en klub, som siden 21. september har stået uden en permanent cheftræner efter lynfyringen af Franco Foda, der kun fik 18 kampe.

Foto: -
Vis mere

Når signaturerne er på plads, vil Bo Henriksen få jobbet foran et andet stort trænernavn, der er velkendt i Danmark – tyskeren Alexander Zorniger.

Den tidligere Brøndby-træner var indtil for få dage siden særdeles tæt på at lande jobbet, men det mislykkedes på målstregen, da der var uoverensstemmelser om tidspunktet for tiltrædelsen og sammensætningen af trænerstaben.

Det er ikke tilfældet med Bo Henriksen, som står foran en stor opgave i at få klappet noget selvtillid ind i sine nye spillere i sit første trænerjob i udlandet.

FC Zürich er nemlig i alvorlig krise og ligger sidst i tabellen med nul sejre og kun fire point efter de første ti runder i Schweiz.

Torsdag gælder det PSV Eindhoven på udebane i Europa League.