Furore agonistica.

Det var den tidligere Serie A-spiller Morten Bisgaard, der på Twitter refererede en artikel fra den store italienske fodboldavis La Gazzetta dello Sport, hvor der stod om Christian Eriksen, at han manglede »agonistisk vrede«.

Da jeg læste det, lovede jeg mig selv, at jeg ville låne begrebet. Fordi det passer så perfekt til den stilfærdige fodboldhelt fra Middelfart og hans situation i den italienske storklub Inter.

Nej, der er ved Gud i himmelen ikke meget agonistisk vrede gemt i Christian Eriksen. Agoni betyder dødskamp, og agonistisk skal i denne sammenhæng forstås som den desperation, der præger et menneske, der er på vej ud over afgrunden.

I overført betydning er det møntet på Eriksens reaktion på bænkepladsen i Inter. Som italienerne oplever det, resignerer han bare. Han affinder sig tilsyneladende med sin skæbne.

Det kan de ikke forstå i det temperamentsfulde Sydeuropa. Jamen, manden må da reagere, når han igen-igen bliver skiftet ud. Han må da slå ud med armene, gestikulere mod træneren, signalere sin utilfredshed.

Men det gør Christian Eriksen ikke. Ser man rigtigt godt efter, kan man måske registrere en opgivende drejning med hovedet og en mismodig kropsholdning, men ellers trasker danskeren bare ud af banen og indtager sin bænkeplads.

Jeg kan godt følge italienerne. Jeg savner også, at Eriksen reagerer på modgangen. Jeg har lyst til at se ham demonstrere sin utilfredshed. Ikke med barnlige attituder og via tarvelige agentudfald i pressen, men som den internationale stjerne, han er. Eller som han i hvert fald var købt ind til at være. 'I præsenterede mig i Scala-operaen, da jeg kom. Og så giver I mig en birolle. Hvad fanden er meningen?'

Foto: MASSIMO PINCA
Vis mere

Da Eriksen ankom til Ajax og Tottenham, var situationen anderledes end i Inter. Her ankom Eriksen i relativ anonymitet. Da han kom til Ajax, var han kun ungdomsspiller og kunne i al anonymitet tilpasse sig forholdene.

Da Eriksen skiftede til engelsk fodbold, var det som en etableret spiller, men han var stadig kun Tottenhams fjerdedyreste spiller i sommeren 2013. Den primære fokus var rettet mod Roberto Soldado og Érik Lamela, der begge kostede mere end dobbelt så meget.

Men i Inter er alting anderledes. Her ankom Christian Eriksen som en superstar. Som en spiller, der havde ført Tottenham tilbage til toppen af Premier League og spillet dem i en Champions League-finale. Som en spiller, der angiveligt havde været i både Barcelonas og Real Madrids søgelys.

Når en italiensk storklub henter sådan en profil, så forventes det, at han indtager scenen på en anden måde end Eriksen. Han skal gå ind og kræve bolden af medspillerne, dirigere med dem og irettesætte dem, når de ikke spiller ham. Ligesom Cristiano Ronaldo i Juventus. Sådan reagerer Eriksen ikke. Når hans holdkammerater går selv eller spiller en anden, sætter han højest et undrende udtryk op.

Jeg tror, det er svært at lave om på mennesker. Men i denne sammenhæng kan jeg ikke lade være med at tænke på Kevin De Bruyne. Da han kom til Chelsea for otte år siden, var han den mest introverte spiller i engelsk fodbold.

Ingen kunne forstå, at Chelsea havde betalt så meget for en spiller, der tilsyneladende bare gav op. He cried every day, som hans træner José Mourinho sidenhen så hånligt har beskrevet det.

De Bruyne måtte en tur tilbage til Tyskland for at genfinde sig selv. Det lykkedes. I dag er det en helt anden Kevin De Bruyne, der optræder på Manchester Citys hold.

Han bliver rasende, hvis ikke medspillernes afleveringer ligger ordentligt. Ikke på den skabagtige måde, men han stiller de rimelige krav til sine omgivelser, som en spiller af den kaliber har lov til. 'Hør her, jeg vedkender mig, at jeg er den bedste, men så vil jeg også have bolden, når jeg beder om den.'

Foto: JASON CAIRNDUFF
Vis mere

Måske kan Eriksen lære noget af De Bruyne, for ellers kan jeg være bekymret for danskerens næste klubskifte. For hvad sker der, hvis han kommer til Paris Saint-Germain? Her findes der også typer som Marcelo Brozovic og Arturo Vidal, som ikke uden videre ruller den røde løber ud for en ny konkurrent.

I Paris hedder de bare Marco Verratti og Ander Herrera. De vil også forsvare deres terræn, hvis der kommer en ny konkurrent midt i det hele.

Jeg ønsker for Christian Eriksen, at han kan gøre lidt vold på sig selv og agere mere ekspressivt i sin nye klub. Fortælle medspillere og tilhængere i sin nye klub, at nu er der kommet en ny sherif til byen.

Det ville klæde den danske stjerne.