Vi vil have det gamle Manchester United tilbage.
Er det ikke sådan, vi har sukket? Alle os, der holder med Manchester United?
Det har været syv magre år – plus det løse – siden det seneste mesterskab i 2012/13, men nu lysner det pludselig. Tænk at kunne tage den korte tur ned ad M62 til Liverpool for at møde ærkerivalerne. Som nummer et i Premier League. Det virker næsten surrealistisk.
Har vi så fået vores gamle United igen? Ja, det kommer meget an på, hvad det er for en udgave af Manchester United, man tænker på.
Hvis det er den superspektakulære version fra årene omkring årtusindeskiftet, hvor David Beckham, Paul Scholes, Ryan Giggs, Dwight Yorke og Andy Cole ødelagde samtlige modstandere med uimodståelig angrebsspil, så nej.
Det nuværende United-hold har et højt topniveau, men det kan ikke holde en modstander i et jerngreb som Roy Keane og co. kunne i gamle dage. Hvis vi skal være ærlige, har United faktisk kun vundet en eneste Premier League-kamp i denne sæson uden besvær. Det var 6-2 over Leeds.
Men hvis det er den udspekulerede udgave af Manchester United, vi taler om, så ja. Der begynder at være tegn på, at den aktuelle udgave af Manchester United kan nogle af de samme ting som i de år, da Alex Fergusons United ikke længere spillede af sig selv.
I de gode år spillede Sir Alex Ferguson bare trumferne fra en ende af. Men andre gange var han nødt til at lurepasse, spille sig renonce og satse på gode byttekort. For nu at blive i analogien.
Sådan var det i Fergusons sidste tre år. Bortset fra en magisk sæsonstart i august/september 2011 med 8-2-sejren over Arsenal som det uforglemmelige højdepunkt forvandlede United sig i denne periode til et pragmatisk hold. Til et hold, der kunne vinde på trods og var dygtige til at søge marginalerne.
Jeg skriver udtrykkeligt søge, for hvis folk sidestiller Fergie Time med held, så skyder man forbi målet. »Det var det ikke,« insisterede Sir Alex Ferguson altid. »Grunden til, at vi så ofte scorede til sidst, var fordi vi altid satsede. Vi fremtvang de sene scoringer.«
Det er en god pointe. De største hold behøver jo sjældent at score i overtiden, for på det tidspunkt fører de som regel med adskillige mål, men det er de knap så stærke hold ofte henvist til. Sådan som United var i sæsonerne 2010/11, 2011/12 og 2012/13. De tre sæsoner kastede godt nok to mesterskaber og en andenplads af sig, men ingen med kendskab til Manchester Uniteds historie vil nævne dette hold blandt de største.
Det nuværende United-hold har udviklet nogle af de samme egenskaber. Altså evnen til altid at vinde de tætte kampe. Det er en evne, som et hold udvikler, når det gentagne gange oplever, at tingene kan lade sig gøre. Så tænker spillerne nemlig, at »vi skal nok score til sidst« i stedet for »det går garanteret galt igen«. Hele fem gange i efteråret vendte Manchester United for eksempel 0-1 til en sejr.
Manchester Uniteds seneste præstationer har langtfra været overbevisende. Men kampene er blevet vundet. 1-0 over Wolverhampton. 2-1 over Aston Villa. Og senest 1-0 over Burnley. I alle tre tilfælde måtte United slide sig til sejrene. For eksempel var stillingen hver gang lige efter en time.
Og ja, United var også heldige. Både mod Wolves og Burnley faldt sejrsmålet på et afrettet skud, og mod Villa skulle der et tvivlsomt straffespark til. Men pointen er, at United vandt. På den måde mindede kampene vældig meget om den udgave af United, der vandt de seneste mesterskaber.
Dengang forventede vi også at få point, uanset hvor ringe vi spillede. Man skal ikke gøre en dyd ud af at spille middelmådigt, men det er en afgørende egenskab at kunne vinde på en dårlig dag.
Når jeg skriver sådan, er det i virkeligheden Uniteds mentalitet, jeg roser. Og den er ubetinget god. Efter sæsonens to store katastrofer, 1-6 mod Tottenham på Old Trafford og den fatale exit fra Champions League, har Ole Gunnar Solskjær og hans hold rejst sig øjeblikkeligt.
Den slags kan lade sig gøre mod de middelmådige hold. Men sjældent mod de bedste. Sådan har det også været for Manchester United i denne sæson, hvor det blot er blevet til to point i fire kampe mod de traditionelle tophold.
Ligesom United røg ud mod bysbørnene fra Manchester City i Liga Cup-semifinalen for ti dage siden.
Efter min mening har disse kampe afsløret Uniteds begrænsning.
Manchester United er på vej mod bedre tider. Men holdet er hverken stærkt nok til at slå Liverpool eller til at vinde sit 21. engelske mesterskab i år.
