Hvis nogen rynker på næsen ad de to oprykkere til Superligaen, så skulle de have været på stadion i Viborg i onsdags.

Her tørnede Viborg FF sammen med Silkeborg IF i det, der kun kan betegnes som en fremragende fodboldkamp. Jeg har set mange kampe i Superligaen i denne sæson, som ikke havde nær så højt et niveau. Højdepunktet var Sebastian Grønnings saksespark til slutresultatet 3-3.

Der er både forskelle og ligheder mellem de to jyske klubber. De har begge været en del af Superligaens historie, uden at man dog kan sige, at den bedste række er amputeret uden dem.

Det er klubber på niveau med Vejle og Randers. Ikke med AaB, AGF og FC Midtjylland. Det er også to klubber, der kommer op med et beskedent budget efter Superliga-standarder. Viborg kommer til at have det laveste lønbudget i næste sæson. Silkeborg det næstlaveste.

Der er heller ingen tvivl om, at de to jyske klubber kommer til at kæmpe for at overleve. Men efter at have fulgt dem gennem hele sæsonen og set deres indbyrdes opgør forleden er jeg overbevist om, at de kommer til at spille en rolle.

Viborg FF har haft teten i 1. division lige siden sæsonstart og overvandt uden problemer et trænerskifte i januar. Den uhyre populære Jacob Neestrup foretrak et assistenttrænerjob i FC København, men så overtog AGFs assistenttræner, Lars Friis, bare stafetten. Friis har desuden en fortid i FC Midtjylland og i den engelske danskerklub Brentford. Han kender sin fodbold og virker komfortabel i sin nye rolle som cheftræner.

Silkeborgs træner er endnu mere rutineret. Faktisk er der ingen, der har flere Superliga-kampe på sit cv end Kent Nielsen, som har været i Horsens, Brøndby, AaB og OB. Kent Nielsen overtog for to år siden Silkeborgs oprykkere, som han ikke fik stabiliseret i Superligaen.

Men Silkeborg gav Nielsen lov til at arbejde videre i fred og ro, og nu har han samlet sit eget hold omkring sig. Et hold, der på sine bedste dage minder ikke så lidt om det AaB-hold, Kent Nielsen gjorde til mestre og pokalvindere i 2013/14. Med masser af korte, hurtige pasninger.

Silkeborgs anfører, Magnus Mattsson.
Silkeborgs anfører, Magnus Mattsson. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Det var præcis opskriften, da Silkeborg splittede Viborg ad i den første halve time af kampen i onsdags og bragte sig foran 3-0. Med sit modsvar viste Viborg til gengæld nogle kvaliteter, der kan vise sig at være nok så bæredygtige.

Med et højt pres tillod de nærmest ikke gæsterne at komme ud af egen forsvarszone, mens Silkeborgs straffesparksfelt nærmest blev bombarderet med indlæg. Mange af dem fra den uhyre giftige venstre back Christian Sørensen med den udsøgte sparketeknik.

Fysikken spiller en stor rolle i Superligaen, og her synes Viborg bedre rustet end Silkeborgs spinkle teknikere. Kent Nielsens hold får sværere ved at praktisere den nuværende spillestil i Superligaen end Viborg.

Silkeborg er også mere sårbare end Viborg i den forstand, at holdets spil i højere grad er bygget op omkring en enkelt spiller. Nemlig den 22-årige anfører, Magnus Mattsson.

Den lynhurtige playmaker scorede to gange forleden og demonstrerede til tider et så overlegent niveau, at jeg tænkte 'ham der er ikke bare for god til 1. division, han er også for god til Superligaen'. Risikoen for, at Mattsson ikke længere er i Silkeborg, når den nye sæson fløjtes i gang, må siges at være overhængende.

For begge klubbers vedkommende gælder, at oprykningen til Superligaen er sket i så god tid, at der er tid til at forberede sig på den nye virkelighed. Da Silkeborg rykkede op for to år siden, skete det hovedkulds efter et nærmest surrealistisk forløb, hvor alle marginaler væltede til deres side. Det resulterede i en tøvende tilgang til transfermarkedet. For begge klubbers vedkommende gælder, at de kan være på forkant.

Hverken Viborg eller Silkeborg har brug for en håndfuld nye spillere til startopstillingen. De fleste spillere, der vil kunne forstærke deres hold, er udenfor rækkevidde rent økonomisk, så det gælder om at bruge midlerne fornuftigt. Og hellere på en enkelt spiller, der er god nok, end på to, der ikke er det.

Hverken Viborg eller Silkeborg har ry for (eller økonomi til) at bruge mange penge på at hente nye spillere, men hvis den rigtige type pludselig er tilgængelig, skal man vide at slå til.

Kigger man på de to nedrykkere, falder Lyngby-profilerne Mathias Hebo og Magnus Warming i øjnene sammen med Horsens-anfører Hallur Hansson. Den slags spillere burde være indenfor rækkevidde.

Efter at have overværet de to klubbers medrivende opgør i onsdags er jeg sikker på, at både Viborg FF og Silkeborg IF vil gøre Superligaen endnu mere attraktiv.

Velkommen tilbage, begge.