Nordirland eller Irland kan blive Danmarks kommende modstander i playoff-runden til VM i Rusland. Og man må sige, at der er godt gang i landsholdsfodbolden ovre på den irske ø
Nordirland eller Irland kan blive Danmarks kommende modstander i playoff-runden til VM i Rusland. Og man må sige, at der er godt gang i landsholdsfodbolden ovre på den irske ø Foto: Scanpix/billedmontage

KOMMENTAR

Når der på tirsdag bliver trukket lod til playoff-kampene om en plads ved VM-slutrunden i Rusland næste sommer, er der 50 procents chance for, at Danmarks modstander kommer fra det, der bliver kaldt den grønne ø vest for England.

Både Irland og Nordirland er nemlig blandt de fire hold, som Danmark kan trække. De andre to er Sverige eller Grækenland.

I det hele taget kendetegner det både Irland og Nordirland, at deres bedste spillere til dagligt optræder på de dårligste hold i Premier League

Morten Bruun

Umiddelbart vil de fleste danskere nok foretrække at få en modstander fra de britiske øer, og det er en holdning, jeg deler. Samtidigt med, at jeg dog godt vil advare om, at det næppe bliver nemt. Jeg følger en del af de irske og nordirske landsholdsspillere i deres hverdag i Premier League, og jeg vil godt slå fast, at der er tale om nogle krigere, der kender deres strategi på slagmarken og deres våben ned til mindste detalje.

Der er mange ligheder mellem holdene, for de er begge to båret af en enorm spirit og en bevidsthed om, at kollektivet er deres trumf. Der er ikke tale om en-mandshære som for eksempel i tilfældet Wales og Gareth Bale. På ingen af de irske hold finder man sådan en spiller. Den største nordirske stjerne er Steven Davis fra Southampton, og den største irske profil er vel sagtens Jeff Hendrick fra Burnley. Nu når Evertons Seamus Coleman er langtidsskadet.

I det hele taget kendetegner det både Irland og Nordirland, at deres bedste spillere til dagligt optræder på de dårligste hold i Premier League. Hvis de da overhovedet spiller i Premier League. Af de i alt 27 spillere, de to hold anvendte i sidste spillerunde af VM-kvalifikationen, var det under halvdelen, der repræsenterede en klub fra Premier League. I alt 13 spillere kom fra klubber i the Championship, en enkelt spiller i Skotland, mens Corry Evans fra Nordirland spiller for Blackburn helt nede i den tredjebedste engelske række.

Hvis man skal karakterisere de to holds spillemåde, så ligger deres stil også tæt op af hinanden. Man kunne faktisk kalde det West Bromwich eller Burnley hældt på landsholds-flasker, for det er præcis som at se disse to hold spille. Ingen af de irske hold bekymrer sig om at have bolden mest, de spiller meget direkte, de er stærke i hovedspillet, og de er besat med løbestærke spillere, der kæmper for sagen. Hele vejen rundt. Der er ikke antydningen af en luksusspiller på nogle af de to hold.

Både Irland og Nordirland rider på en bølge af begejstring, der i den grad synes at inspirere krigerne i de grønne trøjer

Faktisk kommer halvdelen af de Premier League-spillere, der var i kamp for Irland mod Wales og for Nordirland mod Norge, netop fra enten West Bromwich eller Burnley. Og det er ikke en tilfældighed, for de to landes managers lægger vægt på præcis de samme dyder som Tony Pulis i West Bromwich og Sean Dyche i Burnley.

I forlængelse heraf kan man tilføje, at det er godt nyt for Martin O’Neill fra Irland og Michael O’Neill fra Nordirland, at både West Bromwich og Burnley klarer sig så godt.

At de er stærke i defensiven afspejler sig sig også i resultaterne fra VM-kvalifikationen, hvor begge hold blot lukkede seks mål ind i deres ti kampe. I Nordirlands tilfælde var de fem af målene endda imod Tyskland, og så skal enhver jo være lovligt undskyldt. Irland lukkede flest ind imod Serbien.

Og der er åmænd flere lighedspunkter, for i modsætning til Danmark, så deltog både Irland og Nordirland ved EM-slutrunden i Frankrig, hvor begge hold endda kom videre fra deres indledende pulje. Nordirland takket være en sejr over Ukraine. Irland via en triumf mod Italien. I ottendedelsfinalen var festen dog alligevel forbi.

Som man kan læse sig til, så vil ingen af de to lande være en modstander, som Danmark bare vil køre hen over. Det er opgangstider for både Nordirland og Irland efter at de indtil sommeren 2016 havde været fraværende fra det gode selskab i international fodbold i en længere periode. Derfor er der også en enorm optimisme og opbakning omkring landsholdet i de to lande, hvor ingen rynker på næsen af, at deres hold ”kun” blev nummer to i kvalifikationspuljen.

Tværtimod rider både Irland og Nordirland på en bølge af begejstring, der i den grad synes at inspirere krigerne i de grønne trøjer.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.