Hvis man affærdiger Manchester United-supporternes aktion uden for og inde på Old Trafford forud for kampen mod Liverpool i søndags som en kriminel handling, der blot skal fordømmes, så har man ikke fattet, hvad det handler om.

Nej, selvfølgelig skulle de ikke have tiltvunget sig adgang til selve grønsværen, men som jeg opfattede det, var det ikke vandaler, der var på spil. Der blev ødelagt et tv-kamera, men var det så ikke det?

Jeg oplevede mest af alt en flok forundrede fodboldfans, der var blevet revet med af stemningen og lemminge-effekten og pludselig befandt sig i det allerhelligste.

Pointen handler ikke om, hvorvidt fansene trængte ind på Old Trafford eller ej. Det er langt, langt større end det. Aktionen foran stadion bunder i en årelang frustration blandt de engelske fodboldfans over, at deres spil fjerner sig mere og mere fra det, det var engang. Og måske ender spillets opfindere endda med at miste det.

Første skridt i det, der måske kan udvikle sig på samme måde som det arabiske forår i 2010 og 2011, oplevede vi i kølvandet på European Super League.

Her samledes fans uden for Stamford Bridge i London som en protest mod de engelske storklubbers deltagelse i denne über-nationale liga, hvorfra de store klubber ikke kan rykke ud.

Det var selvfølgelig ikke på grund af præcis denne demonstration, at de engelske klubber pludselig meldte sig ud af samarbejdet en efter en, men der var alligevel et sammenfald mellem begivenhederne, som ikke kan ignoreres. Og da slet ikke blandt fodboldens fans, som fik en oplevelse af, at det nytter noget at protestere.

Halvanden uge senere kom så aktionen foran Old Trafford, hvor resultatet blev, at Premier League-kampen mod Liverpool blev aflyst. Det var jo ikke samme spektakulære udkomme som aflivningen af den europæiske liga, men det gav stadigvæk de fremmødte fans en fornemmelse af, at »vi kan udrette noget«. Måske er ketchuppen ved at ryge af flasken.

Foto: CARL RECINE
Vis mere

Man må nemlig ikke forledes til at tro, at aktionerne foran Chelseas og Manchester Uniteds hjemmebaner var et udtryk for en isoleret utilfredshed med netop de to klubbers ejere, russeren Roman Abramovich i Chelsea og Glazer-familien i United. Det var det også, men det var meget mere end det.

De mange Chelsea- og United-fans stod der på vegne af alle de engelske fodboldfans som et udtryk for den almindelige fodboldtilhængers afgrundsdybe fortvivlelse over, hvad der er sket med deres spil. We want our cold nights in Stoke, som der stod på et banner. Oversat: Vi vil beholde vores spil. Ikke som det er. Men som det var.

Det var ikke alt, der var bedre i de gode gamle dage. Bevar mig vel. Dengang var flere af de nedslidte stadioner jo de rene dødsfælder, hooliganismen florerede, og det var langtfra sikkert at tage sine børn med til fodbold.

Det har ændret sig efter et nødvendigt opgør, som den benhårde britiske premierminister fra 1979 til 1990, Margaret Thatcher, stod bag. Det var den værste periode i engelsk fodbolds historie, med de store stadiontragedier i Bradford, på Hillsborough i Sheffield og på Heysel i Bruxelles som de grusomme lavpunkter.

Næste skridt i den positive retning var Premier League, som blev introduceret i 1992 som en formidabel branding af den liga, der havde tabt terræn på det europæiske marked.

Det blev der ændret på med den Premier League. Tv-pengene tilflød de engelske klubber i stride strømme, og pludselig kunne de igen tiltrække de bedste spillere i verden. Men der var en bagside.

Udgifterne eskalerede, og hvor var det så, at klubberne kunne hente de sidste penge? Selvfølgelig hos fansene. Nu kostede det ikke længere 15 pund at gå til fodbold. Men 50. Hvis du var heldig at få adgang til en billet.

Prisen på replicatrøjer er også steget voldsomt. En ægte Manchester United-trøje påtrykt navn, nummer og de rigtige logoer runder snart 1.000 kroner, ligesom tv-pakkerne konstant stiger i pris.

Foto: CARL RECINE
Vis mere

Spillerne bor i lukkede compounds, kører i biler med tonede ruder og viser sig nærmest kun offentligt i spidsen for et entourage med tilknyttede bodyguards. Jamen, hvor er vi henne?

Det er jo det punkt, de engelske fodboldfans er nået til. Enough is enough. Det har det sådan set været i et stykke tid, men med aktionerne i London og Manchester har fodboldens supportere fået en fornemmelse af, at hvis de er mange nok og går på gaden, så har de stadig en stemme. Berlinmuren var heller aldrig væltet, hvis østberlinerne var blevet hjemme i sofaen og surmulet.

Jeg er spændt på den fortsatte udvikling. For hvor og hvornår kommer den næste demonstration? Måske har den allerede fundet sted, når disse linjer læses.

Kravet er åbenlyst: Fodbolden skal tilbage til folket.