KOMMENTAR
Manchester United-Liverpool er på mange måder det største opgør i engelsk fodbold. Hvilket på en måde er et kuriosum, fordi de to storklubber stort set aldrig har udkæmpet en direkte duel om det engelske mesterskab.
Som oftest er det jo kampene om mesterskabet, der nærer disse rivalopgør, hvor der er andet og mere end lokal prestige på spil. Hvor det er de største klubber, der mødes. Men sådan er det mærkværdigvis ikke med opgørene mellem Liverpool og Manchester United, for selv om det er engelsk fodbolds to suverænt mest vindende klubber med 38 mesterskaber imellem sig, er det kun sket en eneste gang i de seneste 30 (!) år, at de er sluttet som nr. 1 og 2. Det var i 2008/09, og ikke engang i den sæson var der tale om noget reelt mesterskabs-kapløb.
Historien om Manchester United og Liverpool er historien om to klubber, der har været voldsomt dominerende i hver sin epoke, og måske er det i virkeligheden præcis det faktum, der gør, at de klubber er kommet til at hade hinanden så meget. Fordi de på skift er blevet ydmyget og har måttet døje hån og spot fra den succesfulde konkurrent. De to klubber har sjældent været ligeværdige.
Liverpool ejede engelsk fodbold i slutningen af 1970erne og i 1980erne, hvor Merseyside-klubben vandt 10 ud af 15 mesterskaber. Kun i 1979/80 og i 1987/88 blev Manchester United nr. 2, mens de største konkurrenter i perioden var Nottingham Forest og Everton. I samme periode vandt Liverpool også Europa Cup’en for Mesterhold fire gange, mens United heller ikke på den internationale scene spillede nogen rolle.
Lige omvendt var det så i de første tyve år med Premier League, hvor Manchester United vandt hele 13 af de første 20 mesterskaber, og altså kun i et eneste tilfælde med Liverpool på andenpladsen. Uniteds største konkurrenter var først Arsenal, dernæst Chelsea og Manchester City. Det var også i denne periode, at Manchester United vandt Champions League to gange. Jeg har ikke glemt Liverpools europæiske triumf i Istanbul, men det skete jo mod enhver logik i en sæson, hvor Liverpool sluttede 37 (!) point efter Chelseas engelske mestre.
Kun i sæsonen 2008/09 var der noget, der mindede om en direkte mesterskabsduel. Og tilmed noget, der mindede om en mesterskabs-finale. Det var en kamp, der blev spillet for ni år siden, på præcis samme tidspunkt af sæsonen som kampen i dag, og den vandt Liverpool med 4-1 på Old Trafford, anført af duoen Steven Gerrard og Fernando Torres. Men trods nederlaget havde United stadig et komfortabelte forspring ned til Liverpool, så rigtigt spændende blev det aldrig.
I Liverpool vil man stadig begræde, at man ikke blev mestre i den dramatiske sæson 2013/14, hvor Gerrard gled, men de tre seneste sæsoner er både Manchester United og Liverpool jo gledet helt ud af mesterskabskampen. United er blevet nr. 4, 5 og 6. Liverpool nr. 6, 8 og 4. I denne sæson er der heller ikke nogle af de to, der bliver engelske mestre, og så er vi oppe på den længste periode i 50 år uden et mesterskab til enten Anfield eller Old Trafford. Med Citys forventede mesterskab i 2018 er der gået fem år uden et mesterskab til en af de to klubber, der mere end nogle andre har domineret engelsk fodbold.
De direkte opgør mellem Manchester United og Liverpool er stadigt de største i Premier League, men det er mest af historiske årsager. Det er et udslag af et modsætningsforhold mellem de to byer og dermed de to klubber, deres skæbnefællesskab og deres position i det engelske fodboldlandskab, og det er alt sammen udmærket. Men det er også ved at være temmelig uforløst.
Fodbold handler i den sidste ende om resultater, og efterhånden drømmer jeg om den dag, hvor jeg skal kommentere en kamp mellem Manchester United og Liverpool, der gælder mesterskabet. Ikke ”kun” adgang til Champions League.
Den ultimative ambition for begge klubber må og skal være det engelske mesterskab, som de har vundet flere gange end nogle af de andre klubber. Men som de ikke har duelleret om i nyere tid. Ikke en eneste gang.
