KOMMENTAR
Hvert fjerde år er afslutningen på sæsonen helt speciel. Fordi mere og mere handler om den kommende VM-slutrunde. Alle de potentielle VM-spillere er jo i aktion på deres respektive klubhold, og flest af alle i Premier League. Derfor afvikles de afsluttende kampe også i den grad med slutrunden i Rusland i sigte.
Netop i en sæson som denne er det ekstra ubærligt, når spillere som Alex Oxlade-Chamberlain fra Liverpool (billedet) og Laurent Koscielny fra Arsenal pludselig ligger der og fortvivlet hamrer de knyttede næver ned i græsset. Fordi så ved man, at de ikke blot er blevet alvorligt skadet. Men også, at de misser VM-slutrunden.
Det er således med tilbageholdt åndedræt, at den engelske landsholds-manager Gareth Southgate og hans kolleger overværer kampene i øjeblikket. For med et slag eller med et vrid kan en VM-drøm blive slukket. Både en personlig og en national. Hvor ville Danmark være, hvis Christian Eriksen pludselig
brækkede benet?
Risikoen for alvorlige skader er den ene side af dilemmaet. Den anden er, at spillerne jo også skal bevare en god kampform og i mange tilfælde nå at overbevise deres landstræner om, at de overhovedet skal med til VM. I den sammenhæng gavner det ikke ligefrem Chelseas Andreas Christensen, at han lige nu er blevet bænket i Chelsea. Han har kun spillet en enkelt kamp i april måned, hvilket svækker hans kandidatur til den danske startopstilling. Mens Pierre-Emile Højbjerg omvendt aldrig var blevet et tema, hvis ikke han var kommet på holdet i Southampton.
Interessant nok fortalte Manchester Uniteds manager José Mourinho på sit pressemøde inden kampen mod Brighton, at han har ladet den kommende VM-slutrunde spille ind i sine overvejelser omkring udtagelsen af sine centrale forsvarsspillere.
Direkte adspurgt om ivorianske Eric Bailly, der vel som udgangspunkt er førstevalg, svarede Mourinho, at han får mindre spilletid end ellers, fordi alle hans konkurrenter til pladserne i det centrale forsvar kæmper for en plads til VM. Victor Lindelöf for Sverige, Marcos Rojo for Argentina og Chris Smalling og Phil Jones for England. I modsætning til denne kvartet har Baillys Elfenbenskysten ikke kvalificeret sig til slutrunden. Hvor meget, der er spin og hvor meget, der er realiteter ved man jo aldrig rigtigt med Mourinho, for man kan jo påpege, at hverken Anthony Martial eller Marcus Rashford får ret meget spilletid på bekostning af chilenske Alexis Sánchez, der i hvert fald ikke skal til VM.
På den måde er der flere managers, der har deres spilleres VM-skæbne i deres hænder. I Manchester City kan John Stones (billedet) i hvert fald sende en uvenlig tanke til manager Pep Guardiola, som ikke har benyttet Stones i en vigtig kamp siden januar. Lige nu er Southgate-favoritten Stones ude med en skade, men han vil under ingen omstændigheder være optimalt forberedt til VM-slutrunden, hvis han bliver udtaget. I West Ham var situationen længe den samme omkring målmand Joe Hart, der var bænket i månedsvis, indtil han igen fik chancen i West Hams mål i slutningen af marts.
Men hvorfor skulle managers som Mourinho, Guardiola og David Moyes i West Ham lade sig påvirke af den slags? For som Mourinho også sagde: »Helt ærligt, så handler mit arbejde ikke om at forberede spillere til VM-slutrunden.« Det er jo indlysende korrekt, men hvorfor så? Måske for at pleje nogle gode relationer til de respektive spillere og ikke mindst til deres landstrænere.
Gareth Southgate vil for eksempel være åbenlyst tilfreds med, at Joe Hart har fået en chance mere, og måske kan en sådan tjeneste blive betalt tilbage en dag.
Forstå mig ret. Den slags forekommer kun, hvis der ikke er nogen nævneværdig niveau-forskel på spillerne, for selvfølgelig er Mourinhos fravalg af Bailly også betinget af, at ivorianeren faktisk ikke har været så god i denne sæson. Ligesom klubbernes aktuelle situation spiller ind. I klubber med deres på
det tørre kan det godt give mening med en fremstrakt hånd til en VM-kandidat. Som Mourinho sagde det med et listigt glimt i øjet: »Jeg har stadig plads til en lille smule følelser.«
