Så giver fodboldekspert på Eurosport og klummeskribent på B.T. Sporten, Morten Bruun, atter engang sit bud på, hvem der gør det godt, og hvem der skal tage sig sammen.

Vi lægger traditionen tro ud med roserne, som denne gang går til en meget ung FCK-spiller, der gjorde en rigtig god figur i kampen mod Riga.

Ovre i den triste afdeling har vi denne gang en tidligere Manchester City-profil, som har måttet sande, at det nogle gange bare er sværere at være træner end at være spiller.

Du får Bruuns barometer her:

Daramys indhop mod Riga

Jeg havde sikkert ikke skrevet præcist dette, hvis Mohamed Daramy ikke havde scoret til 3-1 mod Riga. Mål gør selvfølgelig indtryk. Men det var ikke kun på grund af scoringen, at Daramy imponerede med sit indhop i torsdags.

For i løbet af det kvarter, han var på banen, gjorde han nemlig et meget modent indtryk, som fik mig til lige at tjekke hans alder en ekstra gang. Er han virkelig kun 17 år?

Jeg så en meget vel overvejet indsats, hvor Daramy både gjorde det arbejde, der skulle til for at forsvare føringen på 2-1, men også forsøgte at gøre en forskel i bestræbelserne på at øge det spinkle forspring. På en realistisk måde, så det ikke blev et rent drible-show af en teenager, der ikke havde fattet alvoren. Daramy kendte præcis præmissen for sit indhop og agerede derefter.

Kompanys elendige start

Også Vincent Kompany skulle sande, hvad mange andre har måttet gøre før ham; at det er sværere at være træner end spiller.

Den belgiske landsholds-anfører blev fejret som en helt, da han i sommers blev hentet til Anderlecht som spillende træner - i øvrigt af den danske sportsdirektør Frank Arnesen.

Efter fire spillerunder har virkeligheden ramt Kompany og co., som er startet helt katastrofalt med blot to point ud af tolv mulige. Det er totalt utilfredsstillende for den belgiske storklub, og senest har Anderlecht meldt ud, at Kompany ikke længere skal have træner-opgaver i forbindelse med kampene. Her skal han udelukkende koncentrere sig som at være spiller.