En af den moderne fodboldverdens mest sejlivede myter er, at det er en fordel ikke at spille så mange kampe, når tingene skal afgøres. Fordi spillerne får ro til at restituere og fokusere. Det skulle også give færre skader.
Når tingene blive gentaget tit nok, har de en tendens til at blive sandheder, og jeg siger ikke, at det ikke i nogle tilfælde kan være en fordel med luft i kampprogrammet. Men jeg siger bare, at det ikke nødvendigvis er sådan. Nej, jeg råber det faktisk.
Det er den aktuelle situation i toppen af Premier League, som får mig til at fare i blækhuset, for hvor har vi hørt meget om, hvor godt det var for Liverpool at ryge ud af FA Cup’en, så de kunne komme en tur til Dubai og forberede sig helt optimalt under de varme himmelstrøg.
Imens konkurrenterne fra Manchester City skulle spille kampe hver tredje dag gennem hele januar måned. Mod Burton Albion i Liga Cup-semifinalerne og mod Rotherham og Burnley i FA Cup’en. Men hvad er der sket?
Siden hjemkomsten fra den Dubai-tur, der skulle være så optimal, har Liverpool spillet to elendige kampe mod henholdsvis Leicester og West Ham, og skaderne er væltet ned over dem.
Folk som Henderson, Lovren og Wijnaldum er næppe blevet skadet, fordi Liverpool tog til Dubai, men jeg kan da konstatere, at de nu er ukampdygtige. Sammen med Alexander-Arnold og Gomez. Det er mange skader, og det presser Liverpools trup voldsomt i øjeblikket.
Omvendt har Pep Guardiola en nærmest skadesfri trup at tage af. Selv om Manchester City har spillet ni kampe i perioden siden de to mesterskabs-bejlere tørnede sammen på Etihad Stadium i begyndelsen af januar.
I samme tidsrum har Liverpool blot spillet fire kampe. Og bedømt ud fra de to holds seneste kampe er det ikke Citys spillere, der er trætte. Tag de to holds præstationer efter pausen i deres seneste kampe. City var stærkere i anden halvleg end i første mod både Arsenal og Everton. Liverpool var dårligere mod både Leicester og West Ham.
Helt grundlæggende tror jeg, det er godt for fodboldspillere at spille kampe. Og i den sammenhæng skal man huske på, at i topklubbernes brede trupper er der en gruppe spillere, der er afhængige af de 'bløde' pokalkampe for at få spilletid nok.
Det er typisk kun en 14-16 spillere, der indgår i det, vi kunne kalde den daglige rotation.
Tag for eksempel reservespillerne Simon Mignolet, Adam Lallana, Daniel Sturridge og Divock Origi fra Liverpool.
Kunne det ikke have været godt for dem med nogle flere pokalkampe? Som jeg oplever deres præstationer i øjeblikket, virker de rustne på grund af manglende kamppraksis.
Igen er situationen omvendt med Manchester City. Her har en spiller som Gabriel Jesus kunnet bruge pokalkampene til at holde formen ved lige og tanke selvtillid.
Han startede inde i tre af Citys fire pokalkampe i januar og lavede syv mål. Og da der så var brug for ham fra start mod Wolverhampton i Premier League, lavede han lige to mere. Plus et som indskifter mod Everton i onsdags.
Det samme er tilfældet med Ilkay Gündogan og Nico Otamendi, der begge har været marginaliseret i de store kampe hidtil i sæsonen, men som nu ser superskarpe ud. Takket være masser af minutter i Citys mange pokalkampe.
Endelig vil jeg tilføje, at det er dejligt at vinde fodboldkampe. Og det gør man jo så længe, man er med i cup-turneringerne.
Jeg tror ikke, at den mentale tilstand i Liverpool-lejren har taget direkte skade af nederlaget til Wolverhampton i FA Cup’ens tredje runde.
Men jeg tror da stadig på, at Citys spillere har haft nogle hyggelige pokaltimer i selskab med Rotherham (7-0), Burton (9-0) og Burnley (5-0) på det seneste.
Jeg tror stadig på, at Liverpool lige så godt kan vinde Premier League som Manchester City, men jeg anfægter i høj grad myten om, at det er så stor en ulempe at spille mange fodboldkampe.
Når folk fortæller mig, at det er så stor en fordel at blive slået tidligt ud af de andre turneringer, så svarer jeg altid med et spørgsmål. Hvilken fordel?
