Det er nogle af de mest uskønne situationer i fodbold. Når to voksne mænd står og hiver i bolden og hinanden, fordi de begge to vil sparke et straffespark.

Jeg kan slet ikke holde det ud, og det aktuelle eksempel er selvfølgelig det straffespark, Manchester United fik tildelt mandag aften mod Wolverhampton.

Her regnede de fleste det som en selvfølge, at Marcus Rashford skulle sparke, eftersom han i premieren mod Chelsea havde scoret stensikkert fra 11-meter-pletten.

Men det skulle han ikke. Det skulle Paul Pogba nok ordne. Pogba fremtvang straffesparket med en suveræn aktion og følte åbenbart, at han også selv burde sætte prikken over i'et ved at sparke.

Det kom ikke til skænderier mellem Rashford og Pogba, for den unge United-angriber trak sig med det samme, da den franske verdensmester signalerede, at 'den tager jeg'. Udfaldet kender vi alle. Pogba brændte, og United måtte nøjes med 1-1.

Efter kampen iførte Uniteds manager, Ole Gunnar Solskjær, sig skyndsomst den diplomatiske mine og understregede, at proceduren havde været i orden. Aftalen var, at de to pågældende spillere skulle blive enige om, hvem der sparkede.

Men hvorfor i himlens skyld overlod Pogba ikke bolden til Rashford? Som aldrig har brændt et straffespark. Pogba er ikke just kendt som verdens sikreste skytte. Han har nu brændt fire i løbet af det seneste år.

Her er svaret jo det modbydelige, at han tog bolden, fordi han tænkte, at 'det vil være godt for mig og mit brand at score'. Hvad skulle det ellers handle om? Med sin optræden satte Pogba sig selv over holdet, og det er præcis det, man aldrig må gøre i en holdsport. Det er derfor, det er så forkasteligt.

Foto: PETER POWELL
Vis mere

Også i Superligaen har vi oplevet fænomenet. Faktisk hele tre gange i løbet af 2019. Og det har været lige usmageligt hver gang.

I løbet af foråret forsøgte FCK-stjernerne Pieros Sotiriou og Viktor Fischer begge to at fravriste Robert Skov bolden ved et straffespark, uden at det lykkedes.

I det ene tilfælde greb Andreas Bjelland ind. I det andet gjorde Ståle Solbakken. Her var det på forhånd bestemt, at Robert Skov skulle sparke, og sådan blev det. Selv om både Pieros og Fischer gjorde deres bedste for at bryde aftalerne.

Det seneste eksempel i Superligaen fik vi i denne sæson på stadion i Aarhus, da FC Midtjylland fik tilkendt et straffespark få minutter før tid. Evander havde scoret stensikkert i kampen forinden mod FC Nordsjælland, men alligevel skulle den nyindkøbte angriber Sory Kaba lige prøve at stjæle bolden. Kaba fik dog ikke held med sit forehavende. Evander afviste ham og scorede sikkert.

Argumentet fra de pågældende straffesparkstyve kredser om det samme. At det angiveligt skulle være ekstra vigtigt for lige præcis dem at score.

Både Pieros og Fischer var netop kommet tilbage fra skadesperioder og følte, at en scoring ville stive deres selvtillid af, mens Sory Kaba helt åbenlyst gerne ville indtage en helterolle i sin debutkamp.

Vi antager selvfølgelig, at de alle tre – og Pogba inclusive – havde en sikker forventning om, at de ville score. For kan alle professionelle fodboldspiller ikke udnytte et straffespark? Jo, i princippet kan de da, men også på dette punkt er der specialister.

Southampton havde for eksempel engang en spiller ved navn Matthew Le Tissier, der scorede på 47 af 48 straffespark i sin karriere. Jeg scorede selv på seks ud af ti, hvilket jeg ikke skal have ros for.

Men det handler heller ikke om, hvorvidt de pågældende spillere kunne score eller ej. Det handler om, at det er et brud på en etikette. Pludselig er det ikke længere holdets succes, det handler om. Men den enkeltes.

Jamen, er det da ikke lige præcis vigtigt for en angriber at få scoret nogle mål? Til gavn for holdet.

Jo, det er det da. Men så lav nogen!

Og lad være med at tiltuske jer et straffespark, som det på forhånd er aftalt, at en anden skal sparke. Overlad det nu bare til den bedste.