Egentlig var det Ronaldo Nazário de Lima, der blev kaldet 'O Fenomeno'.

Men den brasilianske angribers navnebror Cristiano Ronaldo har vist sig at være et endnu større fænomen. En gennemgang af Cristiano Ronaldos karriere viser et nærmest absurd forløb af højdepunkter. Nå, scorede han nu igen mere end 30 mål på en sæson. Nå, blev han igen valgt til Årets Spiller.

Men der var noget helt specielt over den milepæl, han nåede i onsdags på Friends Arena i Stockholm. 100 landskampsmål. Smag lige på det. Det er og bliver for vildt.

For de fleste topspillere er 100 landskampe en uopnåelig præstation. Men da Ronaldo forleden bragede et frispark forbi Robin Olsen i det svenske mål, nåede han op på 100 mål for det portugisiske landshold. I parentes bemærket lavede han lige et smukt mål mere, inden aftenen var omme, så hans landsholdsstatistik lige nu lyder på 165 kampe for Portugal og 101 mål.

Ofte ved man jo ikke, hvor man skal ende og begynde med et fænomen som Cristiano Ronaldo, men i denne sammenhæng ved jeg det helt præcis. På sidelinjen på O Dragao, FC Portos mægtige stadion i byen af samme navn.

Her var jeg placeret i det, der på tv-sprog hedder en fremskudt position, for at give en sidste rapport til vores folk i studiet kort før Portugals semifinale i Nations League imod Schweiz. Datoen var 5. juni 2019. Det var Cristiano Ronaldos kamp nr. 50 i sæsonen. Hvor motiveret ville verdensstjernen være?

De følgende 20 minutter glemmer jeg aldrig. Cristiano Ronaldo var første mand ude at varme op. Han løb på banen alene, mens de øvrige spillere fulgte efter i små grupper. Signalet var ikke til at misforstå. Det her er min scene. I andre må også være her, men I indtager birollerne.

Det er den del af Cristiano Ronaldo, som mange misforstår. Gu' er han da selvcentreret og arrogant, men han er i langt højere grad ansvarsfuld. 'Ja, jeg er den bedste, og derfor skal jeg også nok tage ansvaret.'

Cristiano Ronaldo tager frisparket mod Sverige og scorer sit mål nummer 100 for Portugal
Cristiano Ronaldo tager frisparket mod Sverige og scorer sit mål nummer 100 for Portugal Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Det gjorde Ronaldo også den dag i Porto med et hattrick, der sendte Portugal i Nations League-finalen, men det er stadig hans ageren under opvarmningen, der har brændt sig fast hos mig. Hvem var mest på? De unge spillere, der aldrig havde vundet noget? Eller den 33-årige Ronaldo, der allerede havde vundet det hele? I kender allerede svaret: Ronaldo.

Han var hele tiden i gang med at pumpe sig selv og medspillerne op. Hele tiden henne ved sine løjtnanter for at give high fives, et kram eller en knytnæve. Søgte øjenkontakten for at forvisse sig om, at hver enkelt af de portugisiske spillere var helt klar. Altså som i 100 procent klar. 'Det er vores land, det gælder. Vi er på hjemmebane. Vi SKAL vinde.' Ronaldo var i zonen.

Sådan var det også tre år forinden på Stade de France i Paris. Her måtte Ronaldo udgå tidligt i EM-finalen 2016 på grund af en skade i det, der var den største kamp i hans karriere. Men græd han som et barn og gemte sig væk?

Nej, han stillede sig ud på sidelinjen, foran træner Fernando Santos, og dirigerede og opmuntrede sine holdkammerater frem mod sejren. Selviscenesættende? Ja da. Men også fordi det gav mening. Fordi han vidste, at han med sin blotte tilstedeværelse kunne hjælpe sit hold.

Jeg elsker at kigge på Ronaldos målstatistik. For den dækker nemlig ikke over et hav af mål i ligegyldige træningskampe mod modstandere som San Marino og Kuwait. For når Portugal spiller den slags kampe, er Ronaldo som regel slet ikke med. Han gemmer kræfterne til de store kampe. 84 af hans 101 landskampsmål er scoret i Portugals turneringskampe.

De to eksempler fra Porto og Paris viser en Ronaldo, der er ekstrovert til det ekstreme. Han er født til at indtage den store scene.

Dagen efter sin 22-års fødselsdag var han anfører for Portugal for første gang, og han har været det siden.

Både af navn og af gavn i modsætning til Lionel Messi, der kun bærer armbindet for et syns skyld. Den lille argentiner er på mange måder en dygtigere fodboldspiller end Cristiano Ronaldo, men han er ikke udstyret med samme magnetiske personlighed.

Cristiano Ronaldo på sidelinjen ved EM-finalen i 2016
Cristiano Ronaldo på sidelinjen ved EM-finalen i 2016 Foto: Carl Recine
Vis mere

Der er en grund til, at Ronaldo har solgt cirka dobbelt så mange trøjer som Messi på verdensplan. Lionel Messi har i øvrigt scoret 70 mål i 138 landskampe for Argentina.

Det er ikke dårligt, men det er væsentligt færre end Ronaldo. Og hvis vi udelukkende tæller mål i det, man kalder kompetitive kampe, så fører Ronaldo endnu større.

Messis snit i de vigtige kampe for Argentina er nede på 0,4 mål pr. kamp. Ronaldos er 0,83.

Det er bare sådan med Ronaldo, at jo større scenen er, jo bedre trives han. Jeg skriver det lige igen: HUNDREDE landskampsmål.