Skal jeg klappe i mine små hænder?

I denne sæson har Manchester United givet spilletid til en lang række af klubbens egne talenter. Det har fået klubbens chefretoriker Ole Gunnar Solskjær og mange fans til at sværme om Uniteds dna, Busby Babes og Class of 92. Men altså, undskyld mig: Minder det ikke mest om Komiske Ali?

For de såkaldte talenter er jo slet ikke gode nok, og så vidt jeg er orienteret, har det aldrig ligget i Manchester Uniteds dna at rode rundt i midten af Premier League. Ja, jeg har været fan af Manchester United siden 1976, og det er som sådan, jeg skriver denne klumme. Som en fan. En frustreret en af slagsen.

For det er jo et kæmpemæssigt svaghedstegn, at spillere som James Garner, Brandon Williams og Tahith Chong overhovedet har fået spilletid i Premier League i denne sæson.

De ville end ikke være i nærheden af truppen i de øvrige storklubber. Fair play til Mason Greenwood, den 18-årige angriber, for han har da demonstreret noget potentiale og var i øvrigt den eneste United-spiller, der var udtaget til den seneste engelske U21-landsholdstrup.

De fleste vil mene, at de to største talenter i engelsk fodbold lige nu er Phil Foden fra Manchester City og Rhian Brewster fra Liverpool. De har indtaget hovedroller på de engelske U-landshold i årevis. Men spiller de i Premier League? Ja, Foden gør en sjælden gang. Brewster gør aldrig. For de har jo ikke en chance.

Liverpool forsøger som så mange andre engelske topklubber at hype spillere som Brewster og før ham Harry Wilson og Benjamin Woodburn. Men den eneste af klubbens egne spillere, der i de senere år har arbejdet sig frem til førsteholdet, er stadig Trent Alexander-Arnold. En falliterklæring for klubbens talentarbejde? Næ, et tegn på førsteholdets enorme styrke.

Jeg vil tillade mig at sætte samme lup ned over Manchester Uniteds talentarbejde. Er det godt, fordi så mange spillere får debut på førsteholdet? Ikke så vidt jeg kan se.

Foto: VALENTYN OGIRENKO
Vis mere

For nyligt kommenterede jeg United i en Europa League-kamp mod FC Astana i Kasakhstan, og her præsenterede Solskjær hele seks debutanter og så ungt et hold, at målmand Lee Grant kunne have været far til stort set alle sine medspillere. Kampen var uden betydning, og hele førsteholdet var blevet hjemme.

Det kan jo være spændende nok at få 'fremtidens spillere' at se, men jeg håber sørme ikke, at der venter ret mange 'rigtige' førsteholdskampe forude for de der gutter.

United tabte nemlig 1-2 til et kasakhisk hold, der ovenikøbet havde sendt flere af deres bedste spillere på ferie. Debutanterne Ethan Laird, Di’Shon Bernard, Dylan Levitt, Largie Ramazani, D’Mani Bughail-Mellor og Ethan Galbraith vil givetvis huske dagen resten af deres liv, og det forstår jeg godt. Bare det havde været mig. Men det ændrer ikke på, at de hver for sig leverede en præstation, der reelt ikke var værdig til selveste Manchester United.

Var jeg overrasket? Næ, for de samme spillere blev skilt ad af FC Midtjyllands U19-hold i en Youth League-kamp på MCH Arena i Herning for mindre end et år siden. Jeg var nærmere forstemt. Jeg så ingen ny Marcus Rashford, som jeg gjorde i februar 2016, hvor jeg var så heldig at kommentere den ukendte angriber, da han debuterede med at ødelægge selvsamme FC Midtjyllands førstehold.

Jeg ved, at folk reagerer, når jeg som kommentator kritiserer unge spillere. Jeg er uden tålmodighed og forståelse, siger de. Men jeg insisterer nu engang på at bedømme fodboldspillere på deres præstationer, hvad enten de er 17 år eller dobbelt så gamle.

Jeg mener for eksempel ikke, at det i sig selv er positivt at spille med unge spillere. I hvert fald ikke i en klub som Manchester United. Hvis unge spillere skal kunne gøre sig gældende her, så skal de saftsuseme være både unge og gode. Ligesom David Beckham, Nicky Butt, Paul Scholes og Neville-brødrene var, da de i 1995/96 gjorde Alan Hansens berømte ord, »you don’t win anything with kids«, til skamme og vandt det engelske mesterskab.

Manchester United bliver hverken mestre i denne eller i næste sæson. Men hvis de skal bygge fremtidens hold på klubbens nuværende unge spillere, ja, så gør de det heller ikke de næste ti år.

Dertil er de såkaldte talenter ganske enkelt for dårlige.