KOMMENTAR
Ingen skal komme og påstå, at Mourinhos version af Manchester United er spektakulær.
Det kan man så også nærmest dagligt læse om i de britiske medier og - ikke mindst - på de sociale medier. Verden over. Det synes nærmest at være blevet en sportsgren at bashe Manchester United og ikke mindst manager Mourinho, der nærmest fremstilles som en inkarnation af Mørkets Fyrste, udsendt fra Mordor med en mission om at ødelægge det smukke spil.
Godt så! Jeg er som sagt enig i, at United ikke ligefrem ligner fodboldens svar på Harlem Globetrotters. Jeg er OGSÅ enig i, at i særdeleshed Tottenham og Liverpool har leveret langt bedre spil i langt flere kampe end Manchester United. Når Eriksen & Co. og Salah & Co. ruller sig ud, så er der tale om fodboldspil på en helt anden skala.
Men så er det bare, jeg spørger: Hvad er det så, at Mous United rent faktisk er gode til? For vi må jo konstatere, at her, hvor Premier League er tæt ved at være færdigspillet, så ligger Manchester United fortsat nr. 2, med en margin ned til både Tottenham og Liverpool og med et overkommeligt kampprogram tilbage. I denne ligning har jeg udeladt Manchester City, som jo har leveret en sæson uden for kategori.
Til sagen: Hvad er det, United kan? Noget må det jo være, eftersom stillingen fortæller, at klubben er i gang med sin klart bedste sæson siden Alex Ferguson. Med seks kampe tilbage ligger United nr. 2 med 68 point, hvor det bedste resultat i post-Ferguson-æraen har været en fjerdeplads med 70 point. Det ligner en kraftig forbedring.
Hvad skyldes det? Det skyldes, at Mourinho har formået at samle et yderst solidt hold, et hold med begrænsninger, javel, men også et hold, der meget sjældent dummer sig. Et hold, der har det svært, når det kommer bagud, javel, men også et hold, der meget sjældent sætter en føring over styr. United kan meget betegnende fremvise den næstbedste defensiv i Premier League, og i øvrigt den fjerdebedste offensiv. Målt i tørre tal.
Jeg vil mene, at Uniteds hold hviler på et stærkt fundament. I fodbold taler man ofte og med rette om den vigtige akse op gennem banen, og her er United stærke.
Det er indiskutabelt, at United er godt hjulpet med deres målmand. David de Gea er den klart bedste målmand i Premier League og han har hentet mange point til United. Men nu er det jo ikke ulovligt at have en god keeper, og man kan jo spørge sig selv, hvor mange point, Tottenham og Liverpool mon havde hentet uden Kane og Salah.
Manchester United ejer ikke den store lederfigur i det centrale forsvar. Eric Bailly har noget potentiale, men de øvrige kandidater er rimeligt ordinære. Alligevel må man vel sige, at summen af dårligdommene i Uniteds centrale forsvar bliver tålelig, jævnfør de få mål, der går ind.
En af de væsentlige årsager til den gode defensive balance er uden tvivl Nemanja Matic. Serberen var måske den bedste spiller i Premier League, da Chelsea for tre år siden blev mestre med Mourinho som manager, og han har været på samme niveau i denne sæson. Han har bare haft dårligere makkere end dengang. Kun Fernandinho og Kanté har været på et lignende niveau set over hele sæsonen.
Oppe foran er United også godt hjulpet med den brølestærke Romelu Lukaku. Mourinho har altid yndet at spille med en fysisk stærk spydspids, der kan noget på egen hånd og kan skabe skræk og rædsel hos de andre. Folk som Didier Drogba og Diego Costa for eksempel. Og det kan Lukaku. Der er også nogle ting, den store belgier ikke kan, men foreløbigt 25 mål i sæsonen taler dog sit eget sprog.
Skelettet på Uniteds hold er således i orden, og det er i øvrigt båret af to af Mourinhos egne indkøb. United-manageren er blevet beskyldt for ikke at have fået nok ud af de mange midler, han får stillet til sin rådighed, men hans to største indkøb i denne sæson har faktisk leveret varen.
Det var ordene. Jeg medgiver fortsat, at United har mange udfordringer. Det var blot ikke det, denne klumme skulle handle om. Den skulle handle om, hvorfor mon Manchester United er næstbedst i Premier League.
