Bruuns blog: Geertsens kodyle mål

Jeg har altid haft et svagt punkt for Lyngbys Nicolai Geertsen.

Faktisk har jeg flere gange været ved at skrive en klumme om ham, fordi han slår mig som prototypen på en ærlig fodboldspiller. Som en spiller, der i højere grad er blevet Superliga-spiller på sin vilje og på sin disciplin end på sit åbenlyse boldtalent.

Første gang, jeg så ham spille, var i Aarhus 24. marts 2018 i en kamp i nedrykningsspillet i 2. division Vest mellem VSK Aarhus og Hillerød. På en iskold kunstgræsbane. Jeg så den, fordi to af mine tidligere højskoleelever spillede for Hillerød.

Inden kampen snakkede jeg med dem, og Jonathan Witt – ja, det er ham, der terroriserede FCK i 120 minutters pokalkamp forrige efterår – sagde til mig, at jeg skulle lægge mærke til deres nye midterforsvarer.

»Han er kommet hjem fra norsk fodbold og har ikke kunnet finde et sted at spille. Så han er endt oppe hos os. Han er alt for god til at spille i Hillerød.«

Jeg lagde nu ikke specielt mærke til ham. Jeg stod mest og snakkede, men jeg lagrede da lige navnet i baghovedet. Nicolai Geertsen. Næste gang, navnet dukkede op i min bevidsthed, var, da han med to mål i slutminutterne mod FC Helsingør sikrede sin klub, Lyngby Boldklub, en sensationel plads i playoff-finalen om at komme i Superligaen.

Det var i maj 2019. Den ene af de to playoff-kampe mod Vendsyssel kommenterede jeg, og hver gang Geertsen modtog bolden, stemte Lyngsbys fans øjeblikkeligt i med en hyldestsang: 'Geertsen på toppen, vi vil have Geertsen på toppen.'

Det fik de nu ikke, for Nicolai Geertsen er midterforsvarer og er almindeligvis kun med fremme ved dødbolde. Sådan en fik Lyngby forleden aften i pokalkampen i Slagelse, hvor jeg lykkeligvis var til stede. Stillingen var på det tidspunkt 6-0 til gæsterne, og folk var allerede begyndt at sive. Den slags bryder jeg mig jo ikke om. Når jeg ser folk udvandre fra et stadion, tænker jeg altid 'gid, de må gå glip af noget fantastisk'. Det gjorde de heldigvis. Mens vi, der blev siddende i den bidende kulde, blev belønnet med et af de mest kodyle mål, jeg nogensinde har set. Scoret på vanvittig vis af Nicolai Geertsen.

Og here goes. Hjørnespark til Lyngby. Bolden kommer ind over, hvor Nicolai Geertsen møder den med et trekvart saksespark. Han rammer bolden perfekt, men den klasker mod overliggeren. Jeg når lige at tænke 'ej, hvor er det ærgerligt', men i næste sekund er Geertsen kommet op i en akavet, nærmest siddende stilling, hvorfra han helflugter returen i mål med et brag. To vilde detaljer inden for få sekunder. Ikke udført af Ronaldinho eller Lionel Messi. Men af Nicolai Geertsen.

Jeg elsker den slags. Selvfølgelig selve detaljerne. Men nok så meget det faktum, at de blev udført af en spiller, der normalt ikke forbindes med den slags. Nicolai Geertsen er nemlig ingen kunstner. Han er en kriger.

Nicolai Geertsen er en af de spillere i Superligaen, der har sværest ved at begå sig, simpelthen fordi han ikke er særligt hurtig. Det er et kæmpe handicap i fodbold. Javel, han spiller jo i den bedste række af en årsag. Han er enormt stærk i hovedspillet og i nærkampene, han er disciplineret og dygtig til ikke at komme i for mange af den slags situationer, der udstiller hans manglende fart. Og så er han pålidelig. Du kan stole på ham. Han er en ærlig spiller.

En ærlig spiller er uprætentiøs. Han forsøger ikke at lave lækre ting, som han godt ved, han sandsynligvis vil mislykkes med. Han spiller med hjertet og hjernen. Ikke for øjet og for karrieren. Men for holdet. Jeg har stor kærlighed til den slags spillere. Det indrømmer jeg blankt. Jeg kan lide de anonyme slidere. Dem, der i al ubemærkethed får det maksimale ud af deres talent.

Men alle den slags spillere taler usandt, når de hævder, at rampelyset ikke betyder noget for dem. At de har det godt med at være i baggrunden.

Det siger de altid. Ja, som udgangspunkt. Men også sliderne drømmer om at lave noget unikt i stedet for at gå ned i tackling nummer tusind. Det sker bare så sjældent.

Derfor er glæden også så meget desto større, når det en gang imellem sker. Som forleden aften i Slagelse. Ja, man kan da diskutere, hvor stor den scene lige var, men heldigvis blev Geertsens mål filmet, så det kunne gå viralt.

Det var godt sådan, for så kunne I alle sammen se det. Men jeg vil bare fortælle jer, at det var endnu federe at opleve det i virkeligheden. Og til jer, der gik hjem, kan jeg kun sige én ting: Ha!