»Det er nu engang sådan, at træneren ikke synes, jeg er god nok i øjeblikket, og det er selvfølgelig hårdt. Det giver et slag på selvtilliden.«

»Og så er det selvfølgelig de tanker, om det skal være slut i Silkeborg. Det er det, der fylder rigtigt meget, for det er der, jeg har været siden jeg var seks år gammel.«

Ordene er Simon Jakobsens. I en 20 minutter lang podcast lavet af Spillerforeningen sætter han ord på den nedtur, han lige nu befinder sig i. Ude af holdet. På vej væk fra sin barndomsklub.

Det bemærkelsesværdige ved Simon Jakobsens bekendelser er, at han tør sætte ord på sin fortvivlelse lige her og nu. Mens han står midt i nedturen.

Når vi hører om den slags fra fodboldspillere, er de som regel kommet i sikkerhed på den anden bred. Så er de tilbage på holdet og kigger tilbage med det naturlige overskud, som de fleste har efter en overstået krise.

Men Simon Jakobsens krise er ikke overstået. Spørgsmålet er, om han overhovedet er på bænken, når jeg kommenterer Silkeborgs kamp mod AGF. Og spørgsmålet er i virkeligheden, om han nogensinde kommer tilbage på Silkeborgs førstehold.

Den 28-årige Simon Jakobsen er ikke nogen gudsbenådet fodboldspiller, men gennem mere end 200 kampe for Silkeborg IF er han alligevel blevet holdets store samlingspunkt og klubbens symbolfigur.

Alle kender den langhårede stopper, der blev kåret til Årets Pokalfighter i finalen mod Brøndby for halvandet år siden. Dennis Flinta er godt nok anfører for Silkeborg, men det er den udadvendte Simon Jakobsen, der giver klubben profil. Ikke så meget qua sit spil, men i nok så høj grad via medierne.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Mediedækningen af Superligaen er taget markant til gennem de senere år. Hver en kamp bliver endevendt i timelange op- og nedtakter, så der er behov for spillere, der kan sige andet og mere end bare, at »det var en hård kamp« og »vi skal nok komme igen«.

Desuden er de sociale medier dukket op som en platform, aktørerne kan benytte sig af. De fleste Superliga-spillere vælger den sikre løsning, det er at lægge billeder op på Instagram og skrive, at de synes, deres klub har landets bedste fans.

Men ikke Simon Jakobsen. Han har via sin profil på Twitter afsløret et charmerende talent for at kommunikere med sin omverden. Han har både vid og bid.

Det har givet ham en speciel status i Fodbolddanmark, for det var jo ikke på grund af hans hovedspil, at en avis som Politiken bad ham skrive klummer under VM-slutrunden i Rusland i 2018.

Forsvarsspilleren har også i flere år fortalt de lokale læsere af Midtjyllands Avis om livet som fodboldspiller i Silkeborg IF. Uanset om klubben var på vej til at rykke ned eller rykke op. Simon Jakobsens tilværelse som Superligaspiller med talent for at kommunikere har simpelthen givet ham hans helt egen platform.

Men platformen smuldrer, for Simon Jakobsen er røget af holdet i Silkeborg. Han var med i de første kampe og har ikke fået spilletid i Superligaen siden august. Men – og det er det, der er pointen med denne klumme – Simon Jakobsen har IKKE gemt sig væk.

Det kunne ellers være fristende nok at gøre netop det i en svær periode, men Jakobsen har håndhævet sin ret til fortsat at være til stede på de sociale medier.

Til fortsat at komme med sine skæve betragtninger over livet som fodboldspiller og til fortsat at kommentere på hændelser i den danske fodboldverden. Fordi han er et reflekteret og finurligt menneske, der ikke kun er interessant i kraft af sin status som fodboldspiller.

Det kræver sin mand at stå frem som Simon Jakobsen gør i den podcast, jeg omtalte i min indledning, og det er derfor, jeg kalder ham en chef.

Fordi han i en situation, hvor han med et maksimalt pres på sin identitet som fodboldspiller og samlingspunkt for Silkeborg IF tør stå frem og fortælle om, hvordan det er at blive sat af holdet.

Den slags fortæller meget mere om Simon Jakobsen end en vellykket tackling eller en vunden hovedstødsduel.

Det fortæller, at han er mere end bare en fodboldspiller.